Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 Søren
Kierkegaard
ved den Modsigelse, der laa i, at et Sammenstød af
otte Veje sagdes at danne en Krog. Han satte sig lier,
og det var ham som var et helt Folkefærd vandret ud
ad de otte Veje og havde kun glemt En; som havde
de otte Veje ført alle Mennesker bort fra ham for
kun at bringe ham hans egne Tanker tilbage. Han,
der havde saa vanskeligt ved at glemme sig selv,
aldrig kunde fortabe sig helt i Naturen, hvis Studium
han ringeagtede, aldrig i Historien, som han med
sit udpræget filosofiske Anlæg manglede Sansen for,
neppe nok i Musiken, i hvilken han kun opsøgte sine
egne Idealer, holdt af selv her i Ensomheden at føle
sig som Midtpunkt.
En anden Dag kunde man paa Østergade ved Middagstid
mellem 2 og 4 i Sværmen følge den spinkle og tynde
Skikkelse med det ludende Hoved, med Paraplyen under
Armen, der næsten ufravigeligt var at finde her paa
det saakaldte «Strøg», der er den mellemfine Verdens
Corso i Kjøbenhavn. Han hilste hvert Øjeblik, saas i
Samtale saa med En, saa med en Anden, hørte en enkelt
Gang en lille Gadedreng raabe Enten-Eller efter sig,
indlod sig med Kreti og Pleti, ligesaa tilgængelig
for Enhver her paa Gaden som utilgængelig i sit Hjem,
her ligesaa ødsel med sin Person som ellers nidkær
over den, her tilsyneladende nittende med sin Tid
ligesom til Vederlag for, at han altid haardnakket
lod sig negte hjemme.
Men gik man saa en Vinteraften forbi hans Hus og faldt
Blikket paa den lange Række af oplyste Vinduer, der
gav det Stokværk, han beboede, et Udseende, som var
det illumineret, da anede eller skimtede man en Række
smukt møblerede, alle opvarmede Værelser, i hvilke
den sære Tænker gik frem og tilbage under en Stilhed,
som kun afbrødes ved Pennens Kradsen paa Papiret,
naar han standsede for at nedskrive et Indfald i
sit Haandskrift eller en Bemærkning i sin Dagbog;
thi i alle Værelserne laa Pen, Papir og Blæk.
Saaledes levede han: spaserende, kørende, samtalende
og fremfor Alt skrivende, altid skrivende. Han
var flittig som Faa, og al hans Flid bestod i at
skrive. Han talte ikke alene med sin Samtid, men med
sig selv ved Hjælp af sin Pen. I faa Menneskeliv har
Blækket spillet saa stor en Rolle. Han har efterladt
sig omtrent 30 trykte Bind, der tilsammen næsten udgør
(hvad han kaldte dem) en Literatur i Literaturen,
og lige saa mange Bind store Dagbøger i Haandskrift,
og næsten alt dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
