Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
253
er skrevet i Løbet af hans tolv sidste Aar. Saaledes,
saa sært og ensformigt, tog Ydersiden sig ud af et
af de indvortes mest bevægede Liv, der nogensinde er
ført i Danmark.
I
Da i Aaret 1813 den rige Hosekræmmer Michael
Kierkegaard paa Nytorv i Kjøbenhavn var 57 Aar
gammel og hans anden Hustru Anne (f. Lund), hans
forrige Tjenestepige, 45 Aar, fik dette Ægtepar sit
syvende Barn, en Søn ved Navn Søren. Sammenlægger man
Forældrenes Alder, faar man det ærværdige Tal 102, et
Tal saa stort, at mange Gange to Par unge Forældre,
naar de sammenlægger deres Aar, ikke naaer til saa
højt et Antal.
Søren Kierkegaard var gamle Forældres Barn; han fødtes
gammel, han voksede op som et gammelklogt Barn, der
saa tidligt begyndte at gruble især over sig selv,
at det i hans senere Liv forekom ham, som havde
han hverken været Barn eller Yngling, det vil sige
hverken ubevidst eller sorgløs. «Min Ulykke var,»
siger han med en af de spændte Vendinger, han ynder,
«saa godt som fra Fødselen og fuldstændiggjort
ved Opdragelsen den: ikke at være Menneske.»
(Synsp. f. min Forfvirks. S. 62.) Han mener dermed,
at han var Aand, et meget fordringsfuldt og altfor
omfattende Udtryk til at udsige noget Bestemmende
om en Enkelt. Vist er det imidlertid, at den, der
brugte det om sig, kom til Verden med tungt Blod og
tungt Sind; i gamle barbariske Tider havde man maaske
antaget et saa lidet barnligt Barn for en Skifting,
Troldene havde lagt i Vuggen.
Han opsøger selv Sprogets yderligstgaaende Ord for at
skildre sin oprindelige Tilstand. Han var efter sit
eget Udsagn (EfterL Pap. I. 424) «spæd, spinkel og
svag, næsten i enhver Henseende nægtet Betingelserne
for ogsaa at kunne gælde for et helt Menneske,
sammenlignet med Andre, tungsindig, sjælesyg,
paa mangfoldig Maade dybt og endeligt forulykket.»
Et saadant stakkels Troldebarn leger ikke som andre
Børn, er aldrig glad eller lystigt; det ser paa En med
store, kloge, medlidenhedsvækkende Øjne, fordi det som
Kierkegaard «sukker under en oprindelig U ensartethed
med denne Tilværelse». Det er straks fra den spæde
Alder af sindrigt og vil i Taushed forarbejde mangt et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
