Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256 Søren
Kierkegaard
blevne Studenter, sjældent eller aldrig gav dem Penge
til Smaa-fornødenheder. Kort sagt: han saa’ op til
Kongen, højagtede Gejstligheden og ærede Politiet. I
sit Hjem var han et Stykke af en Hustyran og Faderens
brede Ryg stillede sig længe hin-drende mellem Søren
og Verden.
Det lader sig neppe nægte: der slaar os et Pust
fra Hose-kræmmerbutikens indelukkede Luft imøde
fra Kierkegaards Skrifter, der med al deres Dybde,
Skarpsindighed og Varme har en saa snever aandelig
Synskres. Det er - i andet Led - den med al sin
Begavelse uselvstændige, lige akkurat fra Træhesten
frigjorte Almuesmands sky Ærefrygt for det hele
overjordiske og jordiske Politi, der møder os i
den overdrevne og anstrengte Ærbødighed for Konge
og Kancelli, Censorer og Ministre, Ekscel-lencer og
Bisper, af hvilken Kierkegaard næsten hele sit Liv
igennem gør Profession.
Dog hin gamle ærværdige Jeronimus var trods sit
regelrette og prosaiske Forretnings-Ydre en Fantast,
en Dialektiker og en paa Randen af Sindssyge svævende
Hypokondrist. Hjemmet blev herved for Sønnen ligesaa
ængstende som uhyggeligt tiltrækkende. Adspredelser
var der ingen af. Men naar Søren bad om Tilladelse til
at gaa ud og som oftest fik et Afslag, tog Faderen
ham ved Haanden og foreslog ham til Gengæld en
Spaseretur op og ned ad Gulvet, hvorhen han vilde,
til Frederiksberg eller tid ad Strandvejen*). Da
fortalte Faderen Alt, hvad de saa’. De hilste paa de
Forbigaaende; Vognene larmede dem forbi og overdøvede
Faderens Stemme. Kagekonens Frugter havde aldrig
set saa indbydende ud. Faderen fortalte Alt saa
nøjagtigt og saa levende, at Søren efter en halv
Times Forløb var mere træt og overvældet end af
en virkelig Tur. Snart lærte han den Gamle Kunsten
af, og de samtalede paa den forstilte Vandring; de
overbød hinanden, de kappedes i Opfindelse og i at
gøre hinanden opmærksomme paa, hvad der mødte dem
paa Vejen. (Eft. Pap. II. 81).
Naar man hører derom, tror man at opleve en Scene
af Schacks Fantasterne. - Det er neppe muligt paa en
mere unaturlig Maade at berøve et ypperligt udrustet
Barn Virkeligheds-
*) Smlgn. Novellen Efterl. Pap. II. 78.’ Disse
Træk var mig bekendte, før hine Papirer kom ud, da
Kierkegaard til afdøde Prof. Brøchner havde fortalt
dem som Virkelighedstræk fra hans egen Barndom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
