Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saren Kierkegaard
259
Barn ny Underkastelse og Lydighed, nødtvungent
Selvforsvar og paatvungen Forstillelse.
Naar Drengen fra hint underjordiske Hjem dukkede
op mellem Kammeraterne i Skolerne, maatte han
nødvendigvis bære et u-sædvanligt og lyssk}r
Præg. Hans Væsen var stille, hans Gang var lydløs. Han
talte aldrig om sit Hjem, førte aldrig nogen Kammerat
derind. Hans plumpe og grove Dragt, der altid var ens
(kortskødet Trøje, Sko og Uldstrømper), skaffede ham
det fortræffeligt malende Navn: Kordrengen. Han var
altfor svag og spinkel til at have Tilbøjelighed til
legemlig Idræt. Han var for gammel og for frygtsom til
at deltage i de andre Drenges Lege og Slagsmaal. Slog
En efter ham, løb han altid sin Vej; men var han
tirret til det Yderste, da hævnede han sig paa de
lange, sværlemmede Drenge, selv med Fare for at faa
mange Prygl, som Loke hævner sig paa Guderne ved
Ægirs Gæstebud. Hans Vaaben var den legemligt Svages:
bidende Vittighed, snærtende Sport, blodig Ironi,
der bragte Latteren over hans Modstanders Hoved
- de Vaaben, som hele hans Liv igennem forblev
hans. Ingen af hans Meddisciple anede Geniet i
ham. Jeg har en af hans egne Klassekammeraters Ord
derfor. Han tav nemlig med hvad der sysselsatte ham,
ja tyede næsten uvilkaarligt til Forstillelse for at
skjule sit tidlige Tungsind. Han tiltroede sig selv
en ganske overordenlig Evne til i denne Henseende
at bedrage, til at bibringe sine Omgivelser den
Mening, at han var fuld af Munterhed og Livslyst,
medens han i Virkeligheden følte sig ensom og
uforstaaet. Han har sikkert anslaaet sin Færdighed
for højt, hvor meget han end kan have havt Viljen
til at skuffe. Stolt som han var, følte han, at han
fra det Øjeblik af, da han vilde aabne sit Indre,
var udset til et Offer for Medlidenheden, «en sød
Lugt i dens Næse» (som det hedder i Frygt og Bæven),
og denne Tanke kunde han ikke udholde. Han greb da
til Forstillelse og Bedrag som Nødværge, greb dertil
med alt det Hang, der var i ham til at fordoble sit
Væsen, og man fejler neppe, naar man her søger Spiren
til den dybt indgroede Forkærlighed for Vildleden,
Selvfordobling og Skjulthed, der kan forfølges gennem
hele hans Forfattervirksomhed. Der gives en Art
almenmenneskelig Jesuitisme, som man bør vogte sig for
altfor hastigt at fordømme og hvilken Ingen undgaar,
der som Kierkegaard tror paa Tilladeligheden af en
foreløbig Dølgen af Sandheden for Øjemedets Skyld
(«en teleologisk
17*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
