Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 Søren
Kierkegaard
og mindre hæmmende for en selvstændig og stræbende
Aand end en eller anden streng Faglære. Kierkegaards
Begavelse havde desuden med alt sit Hang til
Respekt det store Fortrin at være dybt og fra
Grunden stridbart anlagt. Det var at vente, at
det Tidspunkt tidligt eller sent vilde indtræde,
da han maatte gøre Oprør mod sin Undervisning og
sine Lærere. Men nu vilde Skæbnen, at Teologien
netop da i Tyskland var bleven inddraget under den
Samtiden beherskende Hegelske Filosofis Krongods,
og at Martensen som Professor havde forplantet den
tyske spekulative Retning i Teologien til Kjøbenhavns
Universitet. Da Kierkegaard nu var naaet saa vidt
i Udvikling, at den Modstand mod Undervisningen,
der var at forudse, førte til en Rejsning, kom han
følgelig ved denne Opstand ind i en rent tilfældig
og hurtigt forældet Fejdetilstand, der desværre
strækker sig gennem hele hans Forfatterliv. Havde ved
Kjøbenhavns Universitet den rettroende Teologi dengang
været paa Moden, da havde der været et Slags Haab om,
at Rettroenheden var kommen til at staa for ham i et
ugunstigt Lys. Nu var det den grublende* Tænkning,
som afgav Døgnets Løsen, og saaledes gik det til,
at den spekulative Opfattelse af Religionen som det
lavere Stadium, Filosofien som det højere, ens ved
deres Indholdsværd, kun forskellige ved Formen,
særligt det Hegelske Højres Forsoningsforsøg af
Videnskab og Tro, blev Genstand for hans endeløse
Angreb. Det skinvidenskabelige Forsøg paa gennem
Omfortolkninger at opvise en Overensstemmelse mellem
det tredie Aarhundredes Teologi og det nittende
Aarhundredes filosofiske Resultater var fremstaaet af
vor Tidsalders Uvilje mod det foregaaende Tidsrums
nedbrydende Kritik og af Tilbøjelighed til store
omspændende Sammenfatninger, var dernæst hævdet i
det rent politiske Øjemed at kunne filosofere uden at
foruroliges af Teologers og Regeringers Overgreb, og
var opretholdt af Hegel selv, hvem det i Slutningen af
hans Liv var vigtigt at faa sin Lære udbredt som god
kongelig prøjsisk Statsfilosofi. Ikke des mindre blev
denne Lære af Kierkegaard opfattet ganske troskyldigt
som Filosofernes bogstavelige Mening og saaledes
Genstand for hans harmfulde Indsigelser. Ikke mod
en Strauss, ikke mod en Feuerbach rettede han sine
Slag, men mod en Marheineke, en Martensen og deres
Disciple! Han agtede ikke paa, at medens han stod
paa Volden og forsvarede Fæstningen mod uskadelige
Troesvidenskabsmænd, trængte Fritænkerne ind bag hans
Ryg og erobrede Pladsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
