Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268 Søren
Kierkegaard
Sjælelivet for at fatte Religiøsitetens
Oprindelse, endnu mindre skræmmet bort fra den,
synes Kierkegaard at have følt sig des stærkere og
uhyggeligere tiltrukket. Man begriber, at den Gamle
blev ham næsten endnu kærere ved foruden at være
en Genstand for hans Respekt nu tillige at blive
Genstand for hans Medlidenhed; hans Pietet for
den gamle Mand forblev urokket, ja steg til en om
Kineserne erindrende Ærefrygt for Faderen, hvis Minde
han som bekendt tilegnede Bind efter Bind af sine
opbyggelige Taler. Men til Følelsen for Faderen var
paa det Nøjeste knyttet Ærefrygten for den Religion, i
hvilken Faderen havde opdraget ham. Ikke at han følte
sig lykkelig ved sit Forhold til den, lige omvendt,
Faderen havde af Kærlighed gjort ham højst ulykkelig;
men han havde atter og atter formanet ham til Troskab
mod Kristendommen*). Det forekommer mig endog meget
sandsynligt, at der ligger noget personlig Oplevet til
Grund for det i Afslutt. Efterskrift, S. 176 skildrede
uhyggelige og umenneskelige Optrin, i hvilket en
Olding af kræver et Barn den frygteligste Ed paa som
Voksen at ville holde fast ved Troen og ved Kristi
Navn. Det første Udkast til Scenen er øjensynligt en
Dagbogsoptegnelse (E. P. L 280) og saa vederstyggelig
den end er, finder Kierkegaard, der ikke mange Aar
efter neppe formaaede at finde stærke Ord nok til at
udtale sin Forargelse over Konfirmationsløftet, her
under sit Navneskjuls meget lette Maske Afkrævelsen af
Eden ophøjet skøn. Oldingens Skikkelse er utvivlsomt
udført efter Kierkegaards egen Fader.
VI
Saaledes stod han ved Faderens Død, 25 Aar gammel,
trods en Tænkeevne, der ikke frygtede for at give sig
i Kast med noget Spørgsmaal, ved Ærefrygten naglet
til en Religion, der stundom «forekom ham som den
umenneskeligste Grusomhed*, hvis fornuftstridige
Troessætninger han overhovedet var uvis om han
nogensinde kunde tilegne sig, kun vis paa Et, at han,
i hvad
*) Saaledes elskede jeg Kristendommen paa en Maade:
den var mig det Ærværdige - mig havde den rigtignok
menneskelig talt gjort højst ulykkelig. Det hang
sammen med Forholdet til min Fader, det Menneske,
jeg har elsket højest - og hvad vil dette sige? Dertil
hører netop, at det er Den, som har gjort En ulykkelig
- men af Kærlighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
