Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
269
Retning end hans Udvikling maatte føre ham, af
Ærefrygt bestandig vilde fortie sine Tvivl, o: saa
bunden ved Pieteten, at han satte Hensynet til den
over den Pligt at være aaben og over Hensynet til det
Sande (Smlgn. Synsp. /. mm Forfvirks. S. 59). Hans
Barndomsminder, hans legemlige Svaghed, hans Tungsind,
Faderens Formaninger og Faderens anede Skyld var
lige saa mange Nagler, der rammede ham til Korsets
Lære. Men samtidig kaldte den grænseløse Higen efter
at prøve sine Kræfter, den sydende Nydelsessyge, der
avles under Indespærring, den ubestemte Følelse af at
sidde inde med en mægtig Genialitet-og endelig tusind
Klosterfantasier ham udad i den Verden, der vinkede
ham med endnu uerkendte Opgaver. Hvad han skulde
udrette, vidste han endnu ikke. Han grublede forgæves
over sin Bestemmelse. Han søgte ikke Sandheden i
Almindelighed, ikke det som i og for sig er sandt,
men den Sandhed, der kunde være Sandhed for ham,
den Idé, der kunde elektrisere alle hans Evner. (Se
Optegnelserne fra Gilleleje E. P. I. 45.) Vel var
han endnu langt fra at formulere den skærende og
sofistiske Sætning, med hvilken Enten-Eller slutter:
«Kun den Sandhed, som opbygger, er Sandhed for Dig.»
Men han søgte en Sandhed, der var Sandhed for ham
i den Forstand, at det var den Idé, for hvilken han
vilde leve og dø.
Dog saa ufærdig hans Livsbetragtning endnu er, staar
han ved Udtrædelsen af den første Ungdom udstyret
med alle de Egenskaber, af hvilke Karakteren formes,
og disse lader sig hos hara føre tilbage til to
Grunddrifter: et næsten østerlandsk Hang til at
underkaste sig l Pietetens Afhængighed og den dybeste
Trang til at stille en altid redebon Modsigelseslyst,
en overstrømmende Spot og Ironi, i den Sags Tjeneste,
hvortil Pieteten bandt ham. Pieteten betyder den
frivillige Opgiven af Kritik i Ærefrygt for noget
Ærværdigt. Den kan i Livet være en stor og skøn
Dyd. I Teorien har den Intet at gøre og har den
intet Værd. Pieteten er noget fra Fromhed højst
Forskelligt, skønt disse Ord bogstavret betyder
det Samme: Fromheden er umiddelbart grebet, den
folder tillidsfuldt sine Hænder; Pieteten vil ikke
anvende Kritik, den bryder forsætligt sine kritiske
Instrumenter. Kierkegaard havde liden Fromhed, men
megen Pietet. I Pieteten gav han Afkald paa en Del
af sine lovlige kritiske Rettigheder. Til Gengæld
fordrede han saa i andre Retninger at staa udenfor
Loven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
