Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
279
bogen fra Maj 39: «Jeg kan dog ikke antage Andet
end at det er Guds Vilje, at jeg skal læse til
Eksamen, og at det er ham behageligere at jeg
gør det, end om jeg ved at fordybe mig i en eller
anden Granskning kom til Sandhedens Erkendelse. Thi
Lydighed er ham kærere end Vædderens Fedme.» Han var
saa lidet vant til at have noget Pligtarbejde for,
at denne teologiske Eksamen syntes ham noget af det
Forskrækkeligste. Naar man ser, hvorledes han jamrer
sig ved at skulle tage den, kan man ikke værge sig
mod den Tanke, at ogsaa andre af de Lidelser, der
forekom ham selv saa overordenlige, var af den Art,
som andre Mennesker, der ikke er forvænte af Skæbnen,
bærer uden altfor megen Klage.
IX
Han fik Eksamen, 27 Aar gammel. Og allerede et Aar
efter at han havde taget den, indleverede han for
Magistergraden en Afhandling Om Begrebet Ironi, med
stadigt Hensyn til Sokrates, der ikke blot i sig selv
er et fremragende og lovende Arbejde med Præget af en
selvstændigt søgende Aand, men hvori allerede i svage
Omrids Anlægget til Enten-Eller kan spores og dermed
de første Spirer til Kierkegaards senere Livsværk.
Det var at vente, at en saa jegisk Forfatter som denne
ikke til en Disputats vilde vælge et Æmne, der stod i
et blot tilfældigt Forhold til hans Personlighed. Det
skete heller ikke. Jeg har berørt, hvor dybt Anlægget
til den stridbare Vittighed laa i hans Sjæl, og vi
finder ogsaa, at hans første Plan til en Disputats
var den at behandle Satiren hos de Gamle. Men Satiren
som aaben ligefrem Spot havde ikke den Skjulthed, den
Dobbelthed, der stemte med hans Væsen, ikke heller
den Isolerthed, der svarede til hans Natur. Ironien
derimod forener de to Elementer, der laa saa nær op
til hinanden i hans Væsens Grund: Forstillelsen og
Viddet. Man kan være to om i Fællesskab at satirisere,
men man er ene om sin Ironi. Man mener hvad man
siger, naar man aabent forhaaner, men Ironikeren
siger netop hvad han ikke mener. Han er ensom gennem
Indadvendthed, uadtil afvisende gennem Forstillelse
og Vildleden. Kierkegaard besluttede da at fremstille
Ironien i dens ældste berømte Repræsentant.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
