Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
289
Men ak! der var endnu en og den alvorligste
Anstødssten tilbage, hint rugende Tungsind fra
Barneaarene og den Lidelse, som laa til Grund derfor,
en Lidelse, hvis egenlige Natur Kierkegaard ingensteds
har betegnet. Hospitalsjournalen over hans sidste
Sygdom giver ingen Oplysning derom, og ingen Aabning
af Liget fandt Sted. Men det er i ethvert Tilfælde
højst sandsynligt, at selve den Rygmarvsbetændelse,
soni fremkaldte hin Lammelse, der er angivet som
Dødsaarsag, længe før den bortrev ham, har holdt ham i
en Tilstand af stadig Sygelighed og Forpinthed. Mere
end rimeligt er det, at den tilmed har været forenet
med endnu et eller andet paa Sindet stærkt virkende
Onde. Overfor en saadan stadig, næsten medfødt
Liden gives der kun tre Standpunkter: man kan, hvis
man er lidenskabelig, klage og forbande sin Skæbne;
man kan, hvis man er Filosof, væbne sig med Forsagen
overfor det Uafvendelige, og man kan endelig, hvis
man er religiøs, tro, at det guddommelige Væsen har
givet En denne Svaghed i et vist bestemt Øjemed,
eller endog betragte den som sin Udmærkelse. Dette
sidste var Kierkegaards Standpunkt, og han bruger
selv Ordet «Distinktion» om hin «Pæl i Kødet». Det er
ikke tydeligt, hvorledes han, da han forlovede sig,
har stillet sig til denne sin Lidelse. Men han har
sandsynligvis haabet gennem religiøs Paavirkning at
kunne bringe sin Elskede til det Standpunkt, at han
kunde tale til hende om sin Sygelighed, gøre hende
dens Betydning forklarlig, og ment, at hun da, hvis
hun elskede ham, som han haabede at blive elsket,
vilde indvillige i at ægte ham med hans Lidelse og
hans Tungsind. I dette Øjemed synes han at have lagt
en taktisk Plan for religiøs Opdragelse, blandt Andet
støttet til et Arsenal af trykte eller af ham selv
forfattede Opbyggelsesskrifter. Han siger selv i sin
Dagbog (I 407), at medens det sædvanlige Forhold
med teologiske Kandidater er det, at de begynder
med at være den elskede Genstands Religionslærer og
ender med at være hendes Forlovede, var det Omvendte
Tilfældet med ham. Han begyndte som Elsker og endte
som Sjælesørger.
Men hans Forlovede synes at have været altfor
ung og livsglad til at en Forelæsning af Mynsters
Betragtninger eller lignende havde den tilsigtede
Virkning paa hende. (Stadier, 2cien Udg. 201,
219, 285.) Indtrykket blev sikkert optaget med den
bedste Vilje, men det gled af paa det unge Sind,
og da Kierkegaard opdagede, at hun «var uden alle
religiøse Forudsætninger», da var
G. Brandes: Samlede Skrifter. II.
19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
