Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292 Søren
Kierkegaard
Mere end én Gang gik den Tanke igennem hans Sjæl at
vende tilbage til hende, røbe og forklare hende sin
aldrig brudte Troskab og saa dræbe sig med egen Haand;
thi leve med hende «i den rolige og tillidsfulde
Betydning, som dette Ord har», følte han, at han
ikke kunde. (E. P. l 290, 91.) - Han gjorde det
ikke. Thi midt i al Kvalen var han optaget af at alle
Frembringelseskraftens Sluser aabnedes i hans Sjæl.
Men i det Øjeblik Kierkegaard hævede sin Forlovelse,
kom til den alvorlige, indre Pligtkamp hans første
fjendtlige Sammenstød med Omverdenen. For første Gang
kom hans fine, pirrelige, nervøse Natur i fjendtlig
Berøring med Folkesnakken, eller hvad man plejer
at kalde den offenlige Mening i Kjøbenhavn. Den
handlede ilde med ham. Visse Træk af Urimelighed eller
Haard-hed overfor hans Forlovede, der, forsaavidt de
var sande, alle beroede paa hine Bestræbelser for at
gøre den unge Pige ked af sig, stille sig i et slet
Lys overfor hende og saaledes lette hende Bruddet,
løb Byen rundt, og Mængden, som jo ingen Nøgle havde
til hine Forunderligheder i Opførsel, udledede
dem fra de sletteste Egenskaber: Hjertenskulde,
Tilbøjelighed til at lege med et Menneskehjerte for,
som det hed, at «gøre Eksperimenter* med det, Noget,
Spidsborgerne fandt saa meget des forfærdeligere, jo
mindre Mart Begreb de havde om hvad de egenlig mente
dermed. Kort sagt: det mest inderlige Forhold i hans
Liv blev kastet paa Anatomibordet, hans Privatliv
plukket op, hans Forlovede beklaget, besnuset,
bedømt. Han led derunder. Thi, saa ringe Skade som
blotte Ord synes at kunne gøre, det var haardt for
ham at vide den Kvindes Navn, der var ham dyrebar,
det Navn, han selv end ikke kunde høre uden, som han
siger, at føle et elektrisk Stød igennem sit Legeme,
at vide det springende, viklet i Bysladder fra alle
disse pjattende, besudlende Læber i en Atmosfære af
uren Aande. Og det var haardt for ham, der ærekær og
streng mod sig selv og i mangen Opofrelse redeligt ved
enhver Handling undersøgte, om den lod sig forene med
den Regel, han havde anlagt for sit Liv, om den kunde
udføres uden at Ærens Skjold fik nogen Plet - det var
haardt for ham at være Vidne til, hvorledes en hel
By slog sine smudsige Kar ud over dette Skjold. Det
var haardt at læse Hobens Dom over sin Færd i frække
og nysgerrige Blikke, haardt at høre den Stumhed, som
betegner, at der talte som Ens inderligste Anliggender
i det Øjeblik man kom til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
