Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
299
Liv bestandig ligesom et yderligere Bevis
derpaa. Grubleriet tvinger hende til at stirre paa
dette Fornuftstridige: kan hun elske ham, uagtet han
bedrog hende? Saaledes havde han netop drømt sig,
at hans Elskede gjorde. Ogsaa hun kunde da ikke
glemme ham, selv i sit Had ikke fordømme ham; hendes
Tilgivelse var kun altfor redebon. - Saa bliver han
da selv i Forholdet Don Juan. .Som den hele Slægt
af unge Digtere i Frankrig, Tyskland og Rusland
havde han med sin Tanke bestandig kreset om denne
Sagnskikkelse. Mussets berømte Stanzer, Gautiers
Ungdorøspoesier, Grabbes Drama, Lenau’s Brudstykke,
Lermontov’s «En vor Tids Helt» fremstillede i
JByrons Spor Typen i moderne Skikkelse. I vor egen
Literatur havde Heiberg og Paludan Muller tumlet
med denne Opgave. Poeterne drømte dengang om Don
Juan som Politikerne nutildags sysselsætter sig med
Bismarck. Mellem sig og Don Juan finder Kierkegaard
den almindelige Lighed: Storheden, den dæmoniske
Overlegenhed over den Elskede. Derfor Udbruddet:
«Da Guderne vandrede paa Jorden og forelskede sig i
Kvinder, var de da de Elskede tro? Nej og dog falder
Ingen paa at sige, at de bedrog dem.»
Men skulde Kierkegaard allerede fremdrage dette
enkelte Hovedpunkt, den aandelige Overlegenhed overfor
den unge Pige, da maatte hans Tanke naturligt gaa
fra Don Juan til Faust, der var saa forsøgt i Viden,
saa forfaren i Kundskab, og som havde ikke blot
elsket men tænkt. Men var han Faust, saa blev jo
hun i Forholdet Margrethe, en stakkels lille Pige,
der knækkes og forlades. En Lighed fandt han da:
den religiøse Uoverensstemmelse, som den fremtræder
i hin berømte Scene, hvor Gretchen udspørger Faust
om hans Tro. Den maatte digtes om. Thi Margrethe har
jo næsten Vished om Faust’s fuldstændige Vantro og
Margrethe er oprigtigt og enfoldigt religiøs. Og han
digter den om. Han skildrer vel Faust som Tvivler,
men som en Kierkegaardsk Tvivler, det vil sige som en,
der hemmeligt er bange for sin egen Tvivl og derfor
har aflagt et evigt Tavshedsløfte med Hensyn til sin
Vantro*). Langtfra at ville berøve Gretchen hendes
Tro, bestyrker han hende paa alle Maader i den. Men
saa er han jo en Hykler? Nej, svarer Forfatteren med
en lidt tvungen, men for Meget i hans eget For-
Enten-Eller 2den Udg. I. 143. Smlgn. Fnjgt og
Bæven 2den Udg. 110 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
