Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
303
Isak i Brystet, kastede ham til Jorden og sagde:
Dumme Dreng! tror Du det er Guds Befaling? Nej det
er min Lyst b Og Isak raabte i sin Angst til Gud om
Forbarmelse. Men Abraham sagde sagte ved sig selv:
«Herre i Himlene, jeg takker Dig; det er dog bedre,
at han tror, jeg er et Umenneske, end at han skulde
tabe Troen paa Dig.»
Man læse Stadiernes sidste Del og man vil finde,
at det er nøje den samme Historie, den smerteligt
Bekymrede, der fremstiller sig for den Elskede som et
Umenneske for at understøtte hende i den Lidelse, han
selv er tvungen til at tilføje hende og saa uendeligt
gerne vilde forskaane hende for. Derfor er det, at
der under dette første Stemningstilløb til Abrahams
Pris staar disse nu gennemsigtigt klare Ord:
«Naar Barnet skal vænnes fra, da sværter Moderen
sit Bryst; det var jo og Synd, at Brystet skulde se
lifligt ud, naar Barnet ikke maa faa det. Saa tror
Barnet, at Brystet har forandret sig, men Moderen
hun er den samme, hendes Blik er kærligt og ømt som
altid. Held den, der ikke behøvede for-færdeligere
Midler for at vænne Barnet fra!»
Og anden Gang tager Stemningen Tilløb, og der begyndes
paany:
-Det var en aarle Morgen, Abraham stod tidligt op
.... Tavs lagde han Brændet i Orden, bandt Isak,
tavs drog han Kniven; da saa’ han Vædderen, som Gud
havde udset. Den ofrede han og drog hjem. - - - Fra
den Dag af blev Abraham gammel, han kunde ikke glemme
at Gud havde fordret det af ham. Isak trivedes som
forhen; men Abrahams Øje var fordunklet, han saa’
ikke Glæden mere.»
Dette er den Ensommes Gaaen i Rette med Gud,
efter at han til ingen Nytte har udstaaet alle hine
Kvaler; thi han sørgede over at have et Mord paa sin
Samvittighed, og se, Ingen døde. Gud vilde slet ikke,
at Nogen skulde dø, Gud fordrede end ikke Ofret af en
Vædder. Ingen døde, og hun giftede sig med en Anden.
Og tredie Gang tager Stemningen Fart:
«Det var en stille Aften, da red Abraham ene ud og
han red til Moriabjerget; han kastede sig paa sit
Aasyn, han bad Gud tilgive ham hans Synd, at han
havde villet ofre Isak . . . Han kunde ikke begribe,
det var en Synd, at han havde villet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
