- Project Runeberg -  Samlede Skrifter / Andet Bind /
309

(1899-1910) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Søren Kierkegaard
309

dem «en nødvendig Udtømmelse, et helligt Bedrag»*)
- lader sig forsvare som forberedende eller
fortsætligt vildledende Indledning til det religiøse
Forfatterskab; men det fængsler mig højligt at se den
paradoks-religiøse Idé af sig selv og ganske naturligt
bryde frem af en af de mange digteriske Omskrivninger
af Forlovelseshistoriens Kvaler, til hvilke vi er
naaede trinvis ud fra Marie Beaumarchais og Clavigo.

Som Forlovelseshistorien er den afgørende Begivenhed
i Kierkegaards Ungdomsliv, saaledes er i den hint
Bedrag af den unge Pige, den ubetingede Fortien af
Hemmeligheden og Faren for at berøve hende Livet det
afgørende, det springende Punkt. Under de talrige
Forsøg paa i Omdigtninger at udtrykke dette, løfter
eller skruer Kierkegaard sig tilsidst op paa en Højde,
fra hvilken han øjner Abraham lige overfor sig, der
ogsaa en Tid havde et Mord paa sin Samvittighed,
ikke kunde forklare nogen Fremmed sin Handlemaade
og nær havde dræbt den, han elskede højest. Fra
sit ensomme Stade øjner han Abraham, der jo til
alle Tider havde gjældt for Troens Fader. Ogsaa
han har da været bestedt i Troens Vaande, er endnu
bestedt deri. Han havde selv, indfiltret i en aldeles
ejendommelig anlagt Ulykke i Kraft af sin Naturs Hang
til Skjulthed sluttet sig inde i Tavshed, udsat sig
for smertelig Misforstaaelse, handlet værst mod den,
han vilde det bedst, ene, «næsten med det menneskelige
Sprog imod sig». Han var i denne Tilstand naaet til
en meget dybere Følelse af Ansvar end der fandtes
i Slægten omkring ham. En sammensat Lidenskab
som den, han bar paa, var vel skikket til gennem
Sammenligning at aabne hans Øjne for Omgivelsernes
Upersonlighed og Lidenskabsløshed. Tiden var de
filosofiske Eftersnakkeres Tid i Videnskaben, og i
Politiken de politiske Eftersnakkeres Tid. Danmarks
æstetiske Tidsrum var netop ved at gaa i sin Grav,
dets politiske Tidsrum ved at vikle sig ud af sit
Svøb, og denne Sammenhæng frembragte en uhyggelig
Blanding af Gammelmandsvæsen og Lømmelalder,
i hvilken Kierkegaard ikke formaaede at opdage
nogetsomhelst Vederhæftigt. Menneskene var efter
hans Opfattelse blevne upersonlige, Mængde, Bande,
Publikum, Generalforsamling, Klub. Han var et enkelt,
isoleret Menneske, ene med sig selv og sit Ansvar,
tænkende med sin egen Kjærne, handlende paa egen

*) Synsp. f. min Forfvirks. 70.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:10:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/2/0313.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free