Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
311
’ XV
Naar vi nu blot kunde være rigtigt sikre paa, at det
var det, han havde fundet!
Jeg vil ikke lægge Dølgsmaal paa, at jeg tror,
han begik en Forveksling. Var det ogsaa virkeligt
til Overleveringens gamle Mirakelland, at han ad
nye Veje var naaet? Der kom som bekendt en Tid,
da Menneskeheden var bleven utilfreds med den gamle
Landvej til Indien, den i Aartusinder havde kendt, og
da enkelte dristige Aander begav sig ud paa det store
ukendte Ocean, paa de talløse Favnes Dyb, i det Haab
at finde Søvejen dertil. En af dem, den dristigste
af de dristige, og ligesaa forstandig som dristig,
gik efter mange Andres fejlslagne Forsøg ombord
og sejlede længe uden at øjne Andet end det vide
Verdenshav, fra hvilket kun Tvivlen om nogensinde ad
denne Vej at naa til Indien båres ham imøde. Endelig
efter tusinde Farer og Sorger lød Raabet: Land! Vejen
syntes funden. Men se! det var ikke den gamle Verdens
Indien, det var den nye Verden, det var Amerika,
hvortil man var kommen.
Da Kierkegaard forlod den gamle naive Landvej til
Troen, fandt han da paa hint Skib, han selv havde
bygget, Grubleriets ubanede Vej dertil? Nej, i det
Øjeblik han raabte Land, var det i Virkeligheden
ikke Overleveringens Indien, hvortil han var naaet,
men Personlighedens, den store Lidenskabs, den store
Selvstændigheds Amerika.
Hans umiskendelige Storhed er, at han opdagede dette
Amerika, hans uhelbredelige Galskab var, at han
haardnakket vedblev at kalde det Indien. Storheden
og Galskaben ligger, som det gaar, saa tæt op til
hinanden, at der udfordres nogen Kritik til at
skelne dem. Men Kierkegaard har i ethvert Tilfælde
indskrevet sit Navn blandt deres, der paa første Haand
har genopdaget en af hine store elementære Sandheder,
som Slægten med visse Mellemrum af Tider bestandig
maa erindres om, som bestandig under megen Møje og
Livsfare maa opdages paany og som synes saa simple,
at naar man paany har faaet dem indprægede, undrer
man sig over, de nogensinde har kunnet gaa Slægten
af Minde.
Opdageraanderne føler bestandig, at deres Samtid
kun har Øje for den ene Side af Verdenskuglen,
lider bestandig under den indre Fornemmelse af at
der mangler Noget, ja en hel ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
