Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312 Søren
Kierkegaard
Verden i den almindelige Ligevægt; de begiver sig,
som Hugo har skildret det i et Digt, paa Vejen for
at finde hin Modvægt, som Ingen kender eller savner,
og Samtiden beklager deres fikse Idé, mens den taber
dem af Syne. Da dukker de, pludselig frem paany,
og som en Dykker stiger op fra Dybet med sin Perle
i Haanden, bærer de den nye Verden i deres Haand.
Kierkegaards nye Verden var Tanken: den Enkelte; «den
Enkelte» var den dyrebare Perle, han bragte sin Tid.
Det var visselig stort og skønt, at han i en
lidenskabsløs Tid med fuld Oprindelighed genopdagede,
hvad Lidenskab er værd, at han i en slap og pjattet
Tidsalder paany mindede Verden om, hvad Inderlighed
er, at han i hin Juste-milieu-Penode^ da Menneskene
med endnu større Selvtilfredshed end forhen, vrøvlede
i Komiteer og paa Generalforsamlinger, abekattede
hinanden efter, kastede Skyld og Ansvar over paa
hinanden og skød Sidemanden frem, hvor det gjaldt at
vove sin Trøje - det var stort og skønt, at han i hin
Tid nævnte Ordet: den Enkelte; slog til Lyd derfor og
paa indtrængende Maade gjorde det gældende for Enhver,
der vilde høre derpaa og for Enhver, der ikke vilde,
at det var igennem denne Snevring, gennem hvilken man
kun kunde gaa En for En, at Slægten skulde tvinges
og drives for at blive et sanddru og alvorligt
Menneskekuld paany. Det var en stor og god Gerning,
at han i sin Tid, da næsten Ingen med sin Person stod
inde for sin Overbevisning, da liberale Politikere
opgav at forfægte deres Politik hellere end at
udsætte sig for saa meget som at miste et Embede, da
en vel aflagt Gejstlighed uden at foruroliges af nogen
advarende Stemme tog de døde Martyrer til Indtægt som
Folk af samme Art som de selv, paany mindede Slægten
om det Enestaaende i frivilligt at lide for Sandhed.
Men det var en underlig Blindhed, en Sygdom,
næsten en Sindssyge af ham at tro, at hint den
store Selvstændigheds Amerika var Overleveringens
gamle Vidunderland, at den Enkelte var ét med den
Kristne, at hin Inderlighed var en ganske særlig
som en særegen, aabenbaret Religion havde forpagtet,
eller, for at vende tilbage til vort Udgangspunkt,
at hans eget Pligtsammenstød havde nogen Lighed med
Patriarken Abrahams i det gamle Testamente.
Vistnok er det skønt at se den kraftige lyriske
Begejstring for Troens Fader sprudle frem, stige op
som et Vandspring af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
