Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
345
dog som blev hun bestandig nu først færdig, kølig,
liflig, forfriskende som nyfalden Sne og dog rødmende
i stille Gennemsigtighed, lykkelig som en Spøg,
der lader En glemme Alt, beroligende som det Maal,
hvortil Begæringen er, tilfredsstillende ved selv at
være Begæringens Incitaments
Man agte nøje paa Tankeforbindelsernes underligt
slentrende Gang i denne typiske Sætning. Billederne
er smukke i og for sig; men de samler sig ikke til
noget Hele, tvertimod de fordriver hinanden. Kvinden
er som Taagen, som Frugten, som Fuglen, men Taage,
Frugt og Fugl hører hver sin Verden til. Lige
med Et aabner saa midt i Stilens Blomstersti en
Afgrund sig af filosofisk Dybde, vi stirrer ned i
«et negativt Forholds usynlige Centrum;» Blikket
hæver sig paany og klamrer sig til «Skønhedens
Bølgelinier,» dvæler ved Sne og Rødme, haaber paa et
samlende Slutningsoverblik, da følger «detMaal som
er Begæringens Incitament,» og Sætningen ender. Det
er, som jeg sagde, ikke en Billedstøtte vi ser, men
et Panorama af hinanden jagende Billeder, der drages
forbi os. Dog bag denne af Poesi og Grubleri underligt
blandede Veltalenhed ligger hin udøbte Lidenskab,
der bryder sig lidet om sine Midler, naar den blot
opnaar at komme til Orde, hørligt at banke i hvert
malende eller forklarende Tegn.
XX
Naar man fra første Del af Enten-Eller gør Springet
over til anden, da er det, som kom man fra en
fortryllet Have ud paa en Hedestrækning. Det er
ikke for Intet, at anden Del udmunder i en Prædiken,
holdt paa den jyske Hede; det Hele -er et Pust fra
Heden. Da Kierkegaard i sit 28de Aar besøgte sit
Fædrenehjem, følte han ligesom de Magter nærværende,
der havde paavirket hans Faders Sjæl og derigennem paa
anden Haand hans egen, og han skriver i sin Dagbog
(E. P. I. 263): «Heden maa netop være skikket til
at udvikle kraftige Aander; der ligger Alt nøgent
og afsløret for Gud.» Hans Forestilling om det for
Udviklingen af aandelig Kraft mest egnede Element
beholdt altid noget Hede- eller Ørkenagtigt; og det
er derfor intet Under, at da han for første Gang gav
sig til at skildre det sædelige Liv og dets Skønhed,
selve Værket da fik noget af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
