Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348 Søren
Kierkegaard
bart derefter at nedbrydes og afsløres i sin Intethed
af den paradokse Religiøsitet. Men værre er det dog,
at den overhovedet intetsteds er holdt ude fra det
Kristelige, aldrig fremtræder ren, men altid støtter
sig til en fremmed Myndighed.
Det er da saa langt fra, at det, Assessoren i
Enten-Eller lærer om Ægteskabet, virkeligt har nogen
selvstændig moralsk Gyldighed, at han tvertimod paa
hver Side fører Bevis ud fra de kristelige Synsmaader,
kristelige Dogmer o. s. v. og bestandig taber
Fornuftmoralen afsvne, hvis han ellers overhovedet
tror
V* /
paa en saadan. Højst betegnende for Kierkegaards
Aandsbe-skåffenhed falder det end ikke Assessoren
ind, at hans unge opsætsige Ven kunde ville vægre sig
ved at betragte den gængse religiøse Synsmaade som
Autoritet, og lige saa lidt, at han kunde fordre sig
stillet for en rent menneskelig Sædelæres Domstol,
hvis han allerede skal dømmes. Saa lidet paavirket
er Kierkegaard af den moderne europæiske Videnskabs
Gang, at Moralen kun synes ham Moral, naar den
bliver baaret af aabenbaret Religion. Han begrunder
den bestandig paa Teologien uden Følelse af at endog
hans Gudsbegreb kun beroer paa menneskeligt værdifulde
Egenskaber, som han har forgudet. End ikke naar hans
Assessor udbryder (Stadier 137): «Det Etiske er saa
ubestikkeligt, at hvis vor Herre selv havde maattet
tillade sig en lille Mislighed ved at skabe Verden,
saa vilde Etiken ikke lade sig forstyrre, uagtet dog
Himmel og Jord med Alt, hvad som derudi befindes,
er et ganske artigt Mesterstykke^ - end ikke da
føler Forfatteren, at han naivt udleder Teologien
af Moralen, idet han nægter en Gud al Ærefrygt,
der havde gjort Brud paa det, som Menneskene anser
for ret og tilbørligt. Det kan da ikke undre, at han
under sit Forsvar for Ægteskabet bestandig tyer ind
under Saadanne ærværdige Fæstningsruiner som den at
Ægteskabet er «den Gud velbehagelige Stand» eller
den at «Ægte-skabet stiftes i Himlen.**) Det kan
ikke undre, at Ægteskabet gennemgaaende fremstilles
ikke som en moralsk, men som en særligt kristelig
Indretning, der paa det nøjeste hænger sammen med
denne aabenbarede Religion, beskyttes af den o. s. v.
Det kunde visselig ikke falde nogen Nutids-Forsvarer
af Ægteskabet ind at gaa saaledes tilværks; han
vilde alene af de sidste tyve Aars politiske og
videnskabelige Udvikling have lært,
*) Enten-Eller II. 40.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
