Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
357
so fiske Smuler eller en Smule Filosofi, og idet
han paa den ene Side fremdrager den gamle smukke
græske Forklaring af al Læren ^om en Erindren,
til hvilken Læreren kun bliver Anledning, men ikke
Ophav, paa den anden Side, rettroende som han er,
fastholder Rettroenhedens Opfattelse af Kristus som
Guden, der paa én Gang er Lærer og Frelser, faar
han Modsætningen mellem det rent Menneskelige og det
Kristelige til at staa skærende og grel for Læserens
Øjne. Naar Sandheden skal læres, da sker det efter
den græske Opfattelse saaledes, at Læreren, idet han
vækker Lærlingens Selvvirksomhed, stræber at gøre sig
selv overflødig, udsletter sig selv mere og mere og
tilsidst forsvinder som den tilfældige Anledning til
at Lærlingen blev klar over det Sande. Han frygter
fremfor Alt at staa spærrende mellem sin Discipel
og Sandheden. Stik modsat forholdt Alt sig paa det
kristelige Omraade. Naar Sandheden her skal læres,
da er det saa langt fra at Læreren er ligegyldig og
tilfældig, at han tvertimod selv er Sandheden som Gud
og som Frelser, følgelig, langt fra at udslette sig
selv, fremstiller sig som Tilegnelsens Genstand. Men
som den i Tiden eksisterende Sandhed, som den
under visse historiske Forhold i et ringe Menneskes
Skikkelse paa Jorden fødte Gud, som Læreren’, der
ikke blot meddeler Sandheden, men tillige Betingelsen
for at tilegne sig den (Tro), som Genstanden for
uundgaaelig, naturnødvendig Forargelse er dette
Vidunder ubetinget fornuftstridigt, «det absolute
Paradoks^. Og med stor Styrke, med uigendrivelig
Dygtighed godtgøres det nu, at Gudens Fremtræden i
Tiden ikke er den mindste Smule mindre fornuftstridig
for hans senere Disciple end for hans samtidige.
Det pinte vel Kierkegaard med hans logiske Sans,
at dette Paradoks i al sin Guddommelighed ikke var
fuldstændigt. I sine Dagbøger for 1843 skriver han
etsteds meget rigtigt: «At Guds-Søn blev Menneske, er
vistnok det højeste metafysiske og religiøse Paradoks,
men det er endnu ikke det dybeste etiske Paradoks
.... Kristi Liv havde et negativ-polemisk Forhold til
Kirke og Stat. Det højeste etiske Paradoks vilde være,
naar Guds Søn gik ind i hele denne Virkelighed, blev
et Led deri, bøjede sig under dens hele Smaalighed»
og et andet Sted udfører han Tanken videre: «Det
absolute Paradoks vilde være, at Guds Søn blev
Menneske, kom til Verden, gik saaledes omkring, at
slet Ingen mærkede det, blev i strengeste Forstand
et enkelt Menneske, der havde en Næringsvej, giftede
sig. Det guddommelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
