Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
359
kristelige Tid, hvilket altsammen netop paa
Kierkegaards Tid begyndte og soni i Løbet af en Snes
Aar har forandret den hele Opfattelse af Religionernes
Væsen, har han ingen Anelse. Han havde overhovedet
liden eller ingen Sans for det, som var i Frembrud og
Gry. Istedenfor at berøres af det Vordende, udtømmer
han sig i en Strøm af Angreb paa det Forbigangne,
paa den Hegelske Religionsspekulation, med hvilken
et Par Aar derefter intet Menneske mere sysselsatte
sig*) Og saa kommer han da til sit eget, sit afgørende
Spørgsmaal, det personlige Forhold til Kristendommens
Sandhed, eller med andre Ord det Spørgsmaal, hvorledes
jeg, Johannes Climacus, kan blive delagtig i det
Gode, kaldet en evig Salighed, som Kristendommen
forjætter? Og Svaret lyder: Ved at blive subjektiv
(o: et Selv, en Personlighed).
Der lægges ikke Dølgsmaal paa, at Forestillingen
om en evig Salighed er den lokkende Bevæggrund,
som ligger bagved alle de aandelige Anstrengelser,
Jeget underkaster sig for at blive i streng Forstand
«Subjekt», og det kan ikke nægtes, at denne ydre
Bevæggrund berøver disse Anstrengelser en betydelig
Del af det Fortjenstlige, de ellers kunde have. Det
ligger imidlertid ikke blot i den Rigdom af Ideer og
Erfaringer, der stod til Kierkegaards Raadighed,
at 31 Ark af hans Pen, som udelukkende drejer
sig om Erhvervelsen af et Gode, der for mangen
Læser staar som et blot mytisk, lader sig læse med
levende Opmærksomhed. Men det beror fremfor Alt paa
Fremstillingsformen, paa Meddelelsesmaaden.
Det er Stilens uimodstaaelige Nærgaaenhed, der med
sin uafbrudte Fejden mod ^Spekulanterne^ giver Bogen
et næsten dramatisk Liv. Hvis en af Shakespeares
Clowner havde studeret Hegelsk Filosofi, vilde han
have drillet og tilintetgjort dens Tilhængere og
Eftersnakkere i dette Sprog. Kun hos Schopenhauer
er vel «den stundom bedrøvelige Professorskikkelse»
bleven mishandlet paa Prent med saa ringe Ærbødighed
for Professorværdigheden. De Ord, der plejer at være
ubetinget forviste fra en filosofisk Drøftelse,
som Nittengryn., Fuglekonger, Pensionister osv.,
de Ordformer, der kun forekommer i Børnenes og
*) Selv udbryder han etsteds - jeg husker ikke Stedet
- triumferende: «Og nu efter 48, hvem tænker nu paa
Systemet*!* og føler ikke, at netop dette rammer ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
