Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
363
enhver videnskabelig Sjælelære, men der af ham i hans
Egenskab af Teolog betragtes som utvivlsomt. Det
frie Valg, det Hberum arbitriiim, som Kierkegaard
taler om og tror paa, hører i Psykologien til samme
Klasse, hvortil Varulvene hører i Zoologien, og med
det falder selvfølgelig ogsaa Indvendingerne imod at
en historisk Kendsgerning kan ske med Nødvendighed
og mod Muligheden af at opdage historiske Love*).
Det er morsomt paa mange spredte Steder i hans
Skrifter at se, hvorledes han søger at hævde
Forestillingen om hin Nødvendigheden modsatte
Frihed. Saaledes kommer Frater Taci-turnus (Stadier
450 Anm.) i et formeligt Raseri over en Henvisning af
Borne til det Indhug, Forbryderstatistiken har gjort
i Læren om Viljens Frihed. Det kan ganske vist være
rigtigt at nedlægge Indsigelse, naar Statistikerne
mener, at deres Tal allerede er Love, men det er
utvivlsomt, at de beviser Tilstedeværelsen af endnu
ikke erkendte Love, og det er til ingen Nytte at
skumme imod dem. Og en ganske lignende Bestræbelse
for at bibringe Læseren en Forestilling om en Frihed
å la Buridans Æsel ligger f. Eks. bag Omarbejdelsen
af den lille Aforisme: Jeg gider slet ikke. Jeg har
betragtet denne Omarbejdelse fra det stilistiske
Synspunkt, men den frembyder endnu et andet. Som
Aforismen oprindelig lød (se ovenfor), indeholdt den
en gennemført Begrundelse af den Talendes Ulyst til
at lægge sig ned formedelst hans Uvilje mod at ligge
længe og hans Utilbøjelighed til at rejse sig straks;
i Enten-Eller er denne Begrundelse udslettet. Som
Aforismen oprindeligt var formet, saa’ man Viljens
Vægtskaale stige og sænke sig, indtil en bestemt
Forestilling (den om at køre) faktisk bragte den ene
til at synke og Vægten til Ro. I Enten-Eller derimod
vedbliver Viljesvægtens Tunge at holde sig lodret
ivejret som paa hint berømte Æsel mellem Hø-bunkerne,
og den Talende har her fundet hint Frihedens evige
Øjeblik, som Sjælelæren ikke anerkender, men som
meget passende, hvis det gaves, vilde kunne betegnes
i sit inderste Væsen med det mindeværdige Udbrud:
«Jeg gider slet ikke».
Til Indsigelsen imod den historiske Nødvendighedslære
er det, at Indvendingen mod Slægtudviklingen som det
Højeste, det
*) Se om Viljens Frihed Høffding: Den humane Etik
130 ff., og det mesterlige Afsnit derom i Steinthals
Afhandling Zur Religionsphilosophie i Zeitschrift
fur Volkerpsy dialog ie und Sprachwissenschaft 8
B. 3. Heft 1875.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
