Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382 Søren
Kierkegaard
hans Mistænksomhed her end overdreven og selvplagende,
han havde ikke Uret i at anse den offenlige
Stemning imod sig for forandret siden Corsarens
Latterliggørelse af hans Person. Thi Corsarens
Anfald var Signalet for Alt, hvad der levede af
skjult Uvilje imod ham, til at vove sig frem, og der
findes altid megen skjult Uvilje, meget privat Had,
megen Misundelse imod en betydelig Mand. Fra at have
været den fornemme, forbeholdne Forfatter, «der stod
uden Plet, uden det mindste Stænk, hvem Ingen hidtil
havde vovet at angribe eller endog blot at røre ved»
(E. P. II. 314), forvandledes Kierkegaard til en
halvkomisk, halvgal Personnage, der løb igennem Byen
paa et Par latterligt tynde, latterligt paaklædte
Ben, fra hvem derfor den, der frygtede for selv at
komme i Gabestokken, trak sig tilbage. Adam Homo
vilde jo nu engang saa nødig i Corsaren og maatte
frygte for, at selv hans Børn efterlignede den i en
Huscorsar. (Adam Homo. 9de Sang.) For anden Gang i sit
Liv var Kierkegaard kommen paa Kant med Folkesnakken
i Kjøbenhavn og Indtrykket var ikke svagere end den
første.
Den umiddelbare Virkning af. Corsarangrebene var
hans Beslutning ikke at nedlægge Arbejdet som
Forfatter. «Det havde bestandig været min Hensigt
at ende min anstrengende Forfatter-Arbejden med en
stille glemt Afsideshed i Præstegaarden paa Landet
.... Nu antager jeg, at det er mit Kald at blive paa
den mig anviste Plads.» (E. P. II. 301.)
Men saa begyndte Grubleriet over selve
Begivenheden. Alle dens forskellige Led blev, som i
sin Tid Forlovelseshistoriens, dragne frem et for et.
Der var først den Uret, som var sket ham. Som alle
med lidenskabelig Retssans udrustede Mennesker
kunde Kierkegaard allerede af sædelige Grunde ikke
finde sig i at taale Uret; den af ham selv anpriste
Forsagen forsvandt for den ’simple, sunde Følelse:
der bør ikke ske Uret, ikke engang mod mig selv. Og
der var gjort ham Uret, han følte det, man misbrugte
Landets Lidenhed til at pine ham som et Bytte, hvem
enhver Udvej var spærret. «Jeg lider formelig Uret
herhjemme, fordi min hele Produktivitet ikke egenlig
kan tage sig ud paa saa lille et Teater, medens
en taabelig og nysgerrig og misundelig og trodsig
Samtid i Grunden vil tvinge mig, fordi de mener,
at jeg nu engang er bunden ved Sprogets Grænser.»
(E. P. II. 427.) Det blev klarere og klarere for ham,
at det i et lille Folk kun var muligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
