Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384 Søren
Kierkegaard
strandede han her paa det Upersonlige, Navnløse,
Ansvarsløse, Allestedsnærværende, som han ikke
kunde faa Ram paa, fordi dets Navn var Legio eller
Mængde’- Pressen. Saaledes kom han til praktisk at
lære en af Formerne for den moderne Upersonlighed
og Uansvarlighed at kende, som han ikke tidligere
havde studeret, Hovedformen derfor, og hans Lidenskab
for Bestemmelsen den Enkelte fik et nyt Højtryk. Han
skriver: «Journallitera-turens Tyranni er det usleste,
det ringeste af alle Tyrannier .... Hvis man vil
tænke sig en saa eminent polemisk Forfatter, som
endnu aldrig har eksisteret, og sætte ham overfor en
Journal, han maa tabe, medmindre han selv igen vil
udgive et Blad, og i saa Fald har han da ogsaa tabt,
forsaavidt han fra at være Forfatter er sunken ned
til at blive Journalist. Altsaa Striden begynder:
hin eminente Polemiker slaar til, og det undgaar
ikke Journalisten selv, at Slaget er dræbende
og afgørende. Journalistens Smule Tilsvar viser,
hvilken Uendelighedens svælgende Afstand der er
imellem dem. Imidlertid er Journalisten ganske tryg,
han ræsonnerer saaledes: en Forfatter kan ikke være
bekendt idelig at vende tilbage til den samme Sag,
og saa holder han altsaa op - saa begynder jeg. Jeg
holder nu ved hver Aften eller hver ottende Dags
Aften, det skal nok sætte sig fast.»
Ikke blot altsaa, at den Uret, der var sket ham,
var stor, var enestaaende, men den var saa mægtig,
at den ikke lod sig bekæmpe af den, der ellers følte
sig stærk som ingen Anden. Og hertil kom saa endnu
det, at han heller ikke kunde bekæmpe
Ir
den ved Andres Hjælp. Hvorfor? Fordi der Ingen
var, der hjalp ham. Forunderligt for ham at
betænke! Medens, som han aldrig bliver ked af at sige
det til sig selv, «Enhver af de Dannede, ubetinget
Enhver i privat Samtale var af den Mening, at det
med Corsaren var utaalelig^, iagttager Vennerne «den
dybeste Tavshed* fra det Øjeblik af, da han paa de
Andres Vegne har handlet. (E. P. II. 313, 315). Saa
lidet havde Kierkegaard udvortes erfaret, at han
først i sit 34te Aar oplevede det at blive grundigt
ladet i Stikkeri under en hæderlig og .formentlig
Alle til Gode kommende Fejde - og Indtrykket heraf
var mægtigt. Men det forstærkedes endog; thi ikke
nok med at man tav, nej, som han atter og atter
kommer tilbage til, man udledte selve hans Handling
af Forfængelighed og Hovmod, betragtede den halvt
som en Urimelighed, halvt som et Vigtigmageri, og
opnaaede saaledes, isteden-for at dømme sig selv,
endog at faa en Lejlighed til at dømme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
