Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
409
tastisk Sværmeri. Han liar havt en Trang og et Hang
til at male sig Skræmmebilleder paa Væggen. Undertiden
gyser han for dem, og saa er han frygtsom, undertiden
samler han sig i vild Entusiasme til Stormløb imod
dem. Derfor vender ogsaa stereotypt den Tanke tilbage
hos ham, at han (paa Grund af hint Dusin tre Aar
gamle Corsarartikler) vil kunne blive overfaldet,
«slaaet i Hatten», ja endog, som det mangfoldige
Gange hedder, slaaet ihjel, og dette bliver da atter
Anledning til hans Sysselsættelse med Pseudonymen
H. H.’s Problem: om Martyren har Lov til frivilligt
at paabyrde sine Omgivelser en saadan Skyld som den
at dræbe ham. Hvad Kierkegaard siger herom er, som
hans allerfleste teoretiske Overvejelser, slaaende
genialt, men hvor liden Fare der var for, at han
kunde komme til at lide noget legemligt Martyrium,
viste sig tydeligt i Krisen 1854-55? da Statsmagten
end ikke skred ind imod ham for Ytringer, som andre
senere er blevne dømte for blot at anføre. Hvor
meget mindre kunde da Corsarangrebene gøre ham til
Blodvidne! Det overrasker derfor smerteligt at se,
med hvilken Overlegenhedsfølelse og hvilken hjærteløs
Kulde han skriver om et virkeligt Blodvidne for en
Sag, med hvilken han ikke sympatiserer:
Og Martyrer er det eneste, som behøves. Naturligvis
ikke Saadanne Æventyrere som en Robert Blum, der ikke
har mere af en Martyr end slet intet. Thi ikke blot
var det i Usandhedens [o: Demokratiets] Tjeneste,
han virkede, men ogsaa dette fraset, rent formelt
betragtet har han end ikke selv Anelse om at ville
noget saadant - han bliver taget og skudt. Det kaldes
i vor Tid en Martyr.
Robert Blum. der fra en ringe Samfundsstilling hævede
sig til at blive en politisk Fører, som i denne
Egenskab bestandig virkede dæmpende, som endelig
i 1848 kæmpede som en Helt paa Wiens Barrikader i
den hæftigste Ild, saa fangedes og dømtes til Galgen
for endelig at benaades til Krudt og Bly - havde vel
fortjent et bedre Eftermæle.
Kierkegaard paralleliserer i denne Periode sin
Stilling til en Embedsvirksomhed med sin Stilling til
Ægteskabet. Han havde «heller end gerne» villet ind i
begge Dele, kun hans Tungsind har hindret. Imidlertid
gør han med Stolthed gældende, at har han end
ikke giftet sig, saa har han dog leveret «et af de
talent-fuldeste Forsvar for Ægteskabet*. Medens andre
Mænd kun tænker paa, med hvem de skal gifte sig,
har han tænkt over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
