Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Rasmus Nielsen (1809–1884)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420 Rasmus
Nielsen
dommelige Tilhører, naar han saa’ ned, følte
Svimmelheden snurre i sin Kjærne. At han var henrevet,
det var vist, men om han havde forstaaet, det var
saare uvist.
Denne Lærer var en Fascinator, en Troldmand,
der elektriserede og fængslede. Han vakte en
Kundskabstørst, som det ikke var hans Sag at stille,
fremkaldte hos den Unge en Følelse af Uvidenhedens
Slunkenhed uden selv at give virkelig nærende
Kost. De Femogtyveaarige talte gerne om ham med
nogen Kulde, men han begejstrede de Syttenaarige. I
Efteraarshalv-aaret 1859, da han var Genstand for
Angreb paa Grund af sin formentlig altfor strenge
Overhøring af de unge Studenter, der hobevis faldt
igennem ved den filosofiske Prøve, traadte Aarets
Russer, der havde hørt ham i Alt 6 Uger og aldrig var
blevne eksaminerede af ham, sammen for at give ham
en Tillidsadresse. Der blev holdt Taler og vedtaget
Talemaader, indtil En rejste sig og kuldkastede hele
Planen ved at fortælle en Parabel om et Taarn, der
tilsyneladende var solidt, men saaledes indrettet,
at man, naar man ankom til dets højeste Stokværk,
faldt lige igennem til dets Bund, og om nogle unge
Mænd, der besøgte Taarnet og efter at være stegne
de første Trin i Vejret uden at have mærket Uraad,
var enfoldige nok til at afgive en Erklæring om
Taarnets Paalidelighed. Saa fortryllede var alle,
at de behøvede en saadan Paarnindelse for at blive
opmærksomme paa Adressens Urimelighed.
Og naar de Unge saa søgte Nielsen i hans Hjem,
hvor uimodstaaelig var han ikke! De graa lysende
Øjne, der beherskede det uregelmæssige Ansigt helt,
fæstede sig paa En, og saa længe han saa’ paa En,
var man hans. Saa flød Talens Strøm fra hans Læber.
Var et Spørgsmaal en Gang stillet, saa Godnat! saa
var det umuligt mere at komme til Orde. Samtale var
det ikke – en uafbrudt af Indfald knitrende Monolog
halvt i Gudernes Sprog, halvt paa bredt Fynsk
med Overspringen af d’erne (Vaaren for Vorden)
og Snurren paa r’erne, og hundred personlige
Udtale-Ejendommeligheder. Man sad der og blev
«punktualiseret» og gennemdialektiseret og saa’
paa én Gang alle kendte Ting fra tyve forskellige
Sider. Vilde man fremsætte en Indvending, hed
det:. «Straks! glem ikke hvad De vilde sige!» og
videre gik Udviklingen, til man saa’ sin Indvending
i det Fjerne som et lille sort Punkt, skammede sig
over den og tabte den af Syne. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
