Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Rasmus Nielsen (1809–1884)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rasmus Nielsen
423
Logik (IL 183): < Det Eksisterende forgaar;
det gaar til Grunde; men Grunden danner derfor
ingen Kløft mellem det Eksisterende, der forgaar,
og det Eksisterende, der opstaar . . .: der er i
Virkelighedens Væg ingen Sprækker, ingen Revner.*
Dog vil man ret lære hans medfødte Sprogsans at kende,
som den betegner en Tænker, der er vokset lige ud
af Almuens Midte, da agte man paa hans Terminologi,
paa de Kunstord og Fagord, han bruger. Saaledes faar
under hans Pen Ordet Magtsprog en fin Betydning som
Kunstudtryk for Magtens Ord (Logos) i Modsætning
til Videns. Saaledes faar Ordet Afslutning en dyb
og ejendommelig Mening som den afsluttende Slutning
i den Inddeling af Idéslutningen, hvormed Nielsen
ender: Idealitetsslutning, Realitetsslutning og
Afslutning. Aandrigt er ogsaa Ordspillet i en Passus
som denne: «Sprogets Sætninger kan efter Meningen
være dels Hovedsætninger, dels Bisætninger, dels
Forsætninger, dels Eftersætninger o. s. v.; det Samme
gælder paa tilsvarende Maade om Sammensætningerne i
den sin Opgave løsende Maskine.»
Dog i Saadanne Glanspunkter har Stilen kun sine rent
elementære Fortrin; men den har ikke blot spredtvis
gode Egenskaber, den er i Reglen i en stærk Strømning,
frisk og salt som Nordsøens Vande. Dens Smag er saa
rigtignok ikke heller altid den bedste. Den har en
vel }7ppig Ordrigdom, foraarsaget ved at Nielsens
Sky for det Abstrakte og Pedantisk-Officielle førte
ham igennem en stadig Undgaaen af Stedordene og de
pronominale Udtryk til et Foredrag, i hvilket Intet
underforstaas, men Alt under ofte trættende Gentagelse
siges helt ud til Enden, og hvori derfor de retoriske
Antiteser, regelmæssige som en Passers to lige lange
Ben, spiller en altfor stor og ensformig Rolle. Dog
i den desværre saa urimeligt omfangsrigt anlagte
Grundideernes Logik vejer de sproglige Fortrin
Manglerne op.
Hvor han derimod i sine Bøger af mindre streng Natur
har stræbt at bevare Foredragsformen, dér glider
altfor hyppigt Alting ud i en værdig, strømmende
Svada, der som et vidt og util-skaaret Klædebon
lægger sig i brede og rigelige Folder om Tanken. Her
viser Nielsens Virtuositet sig ganske vist i Evnen
til at lægge Æmnet tilrette, at begynde og slutte,
at skjule en Svaghed i den logiske Sammenhæng ved
en retorisk Modsætning eller en retorisk Overgang,
endelig i den Kunst at bygge Foredraget arkitektonisk,
gennemtrænge det med letfattelige Eksempler og lade
det paa én Gang belære og stemme. Men her synker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
