Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Hans Brøchner (1820–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434 Hans
Brøchner
jeg sagde det, Stilen skræmmer. Det er en rent
skolelærd Stil, et Bogsprog med en Mangfoldighed
af tyske Participiumsforbin-delser, hvor Alt er
ordenligt^ men Intet har Livets Uvilkaarlighed. Den
afspejler alt det Stive, det Nøjeregnende og
ængsteligt Punktlige i Brøchners Natur, giver en
Slags Forestilling om en vis Smaalighed i Smaating,
der hos ham ikke udelukkedes af hans Grundanskuelses
Storsyn. Men der findes en hel anden Stil i hans
Breve og i hans faa sidste letfattelige Ting. Dér
er over denne stive Stil i de store Bøger et Skær af
Pedanteri, som aldrig laa over Brøchners Person. Man
ser ret vel, at han var en streng Metafysiker,
men man sporer ikke hans Stilling til den vedtagne
Moral, hans frie og vide Taalsomhed, hvor noget af
Verdensmandens Synsmaade var forenet med noget af
Spinozas høje Ligegyldighed. Man forniaar ikke at
lodde Dybden og at manle Styrken af hans Afsky for
al Teologi og alle teologiske Opfattelser, stillet
overfor denne hans Tankes officielle Kateder-form,
der er saa videnskabelig i sit Tilsnit og saa
lidenskabsløs i sit Udtryk. Man ser ikke heller,
hvor pirrelig, hvor redebon til pludseligt Brud han
var overfor de Omgangsfæller, med hvem ingen dybere
Sympati forbandt ham. Og hvem vilde endelig af disse
’Værker kunne slutte sig til, hvad Brøchner var som
Ven l Var han øm og varigt hengiven som Elskende,
mønsterværdig som Fader, der maatte være Smaabørn
i Moders Sted, saa var han dog i endnu højere Grad
sjælden som Ven. Han, der var forbeholden indtil
Forlegenhed, mundtlig altid spotsk overfor ethvert
Udbrud af ungdommelig Begejstring, var lidenskabelig
i Venskab. Overfor meget yngre Venner var han paa én
Gang som en Ven og som en Fader. Han tænkte uafbrudt,
Aar ud, Aar ind, med en Omsorg, der ikke forbigik
nogen Enkelthed, paa hvad han formaaede at udrette
for Vennen. Hans Venskab var foretagsomt, en stadig
Virksomhed. Og hvad der er ejendommeligt, det tog
fra Aar til Aar bestandig til i Styrke. Det steg
i Inderlighed og forstaaende Kærlighed og naaede -
maaske efter fjorten-femten Aars Forløb - sin største
Højde i det Aar, han døde.
Men dette hænger sammen med det Grundtræk, som ogsaa
kun vanskeligt fornemmes gennem de store Bøger,
at Brøchner var i stærk Udvikling, næsten lige til
Opløsningen kom.
Det saa’ ikke saadan ud. Han havde længe været en
ensom Mand. Han kendte altid kun faa, og han havde
i de sidste Aar trukket sig stedse mere tilbage fra
Verden, var ikke heller af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
