Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - M. Goldschmidt (1819–1887)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
448
M. Goldschmidt
tilspidset Form, blot for at Tankens Gang kan være
let overskuelig, Ordenen lys, Bevisførelsen simpel
og klar. Han, som sagde: «Franskmændene véd ikke,
hvor megen Umag jeg gør mig, for at de ingen skal
liave», Voltaire havde denne Stilbestræbelse. En
skriver kun for sig selv; En tænker kun paa dem,
for hvem han skriver. En attraar kun den Ros at
skrive let; hans Formaal er Ynde, hans Attraa den,
at have et mønstergyldigt, ædelt, flydende Sprog; en
Anden vil først og fremmest, at man skal huske, hvad
han skriver, bruger paafaldende Billeder og stærke
Farver, saa’ gerne, at hans Pen forvandlede sig til
en Gravstikke, for at han kunde grave sine Ord ind i
Læserens Erindring og, som det blev sagt om Perikles,
lade Talens Braad blive siddende i den Hørendes Sind.
Stilen er da som Middel modtagelig for Kunst, og
den Skribent, der har kunstnerisk Sans og Evne,
vil forsøge at vinde Fantasien, Øret og Forstanden
ved sine Midler, paa samme Tid som han stræber at
naa sit Maal: at overbevise eller fremstille. En
saadan Forfatter er Stilist. Han vil f. Eks. stræbe
at udtrykke parallele Tanker i parallele Perioder;
thi han indser, at Tankernes Symmetri bliver en Gang
endnu saa indlysende ved Sætningernes og Ordenes
Symmetri; men han vil undgaa matematisk Stivhed, ikke
forfalde til Antiteser eller Omkvæd, vogte sig for
de falske Modsætninger, der (efter Pascals Udtryk)
anbringes som falske "Vinduer paa en Bygning. Han
vil ynde Overgange og talrige Afskygninger; thi
han har set, at Den, som stiller poppegøje-agtigt
farvede Billeder og Udtryk grelt imod hinanden uden
Sammensmeltning, og ligner det Ædle ved det Plumpe,
det Hverdags ved det Høje, vel opnaar at huskes, men
som Tilgift at udles. Han vil undgaa Ensformighed i
Sætningernes Bygning, i Stemningen, i Maaden, hvorpaa
Delenes Sammenspil tilvejebringes; thi han har lært,
at Afveksling fryder, og at, om man ogsaa agter og
ærer Den og det, som keder, og ringeagter Den og det,
som underholder, saa er det at blive æret og agtet
Ikke altid Et med at blive læst. Han vil sky Svulst,
larmende Begejstring, Profet- og Prædiketone; thi han
véd, at den, som ikke er ædru, ikke er meget langt fra
at være fuld, at Begejstring er en Juvel, som det ikke
er givet Enhver at kunne bære, og at de Fleste tager
sig endnu engang saa lurvede ud som Entusiaster.
For den, der har Noget at sige Verden, er Mangelen
paa Færdighed til at sige det fatteligt et Savn;
men for den, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
