Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - M. Goldschmidt (1819–1887)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
M. Goldschmidt
449
ikke har Meget at sige, er Færdigheden, naar den
haves, en Frister. Thi selve Talentet til at skrive
er, som Oldtidens Sofisters Talent til at tale, ikke
bundet til nogen Genstand eller Sag, og selv naar
det er fast forenet med en Sag, ligger den Fare endnu
bestandigt nær, at det vil glimre som Noget for sig
selv, gøre sig til Herre som Skyggen i H. C. Andersens
Æventyr.
Goldschmidt havde Færdigheden fra første Færd. Han
er ikke en Mand, der i Aaringer fordybet i sig selv
har samlet og opsparet en Grundsum; han har tidligt
begyndt at give ud, har tit sat sin aandelige Formue
til og har da paany givet sig til at se, at rejse,
at leve, at samle Forraad paa Vejen, indtil ny Høst
afsatte ny Frembringelser. Naar man paa Frastand
iagttager ham, ser man først en Pen, en uhyre Fjerpen,
og bag den, i Ly af den, opdager man et Menneske,
som, da det er betydeligt mindre end Pennen, staar
ganske dækket af den.
At skildre den gode Stilist er forud at skildre
Goldschmidt. Hans Sprog er først og fremmest ægte
Prosa, dets Midtpunkt falder sammen med vor Prosas
Midtpunkt. Endog et Geni som S. Kierkegaard staar
med sin Prosas Velklang mindre centralt end han. Den
gode Prosas Ejendommelighed er nemlig den, at den,
skønt sammensat af lutter Rytmer, der kunde blive til
Vers, hvert Øjeblik knækker dem alle over, bryder dem
mod hverandre og saaledes frem-, bringer en rolig,
altid behersket Fremgang. Prosaen er Sprogets Trav,
Verset dets Galop. Enhver Rytter véd, at om end
Galoppen tager sig smukkere ud end Travet, er det
faste Trav dog tit vanskeligst at holde, eftersom
Hesten er tilbøjelig til at springe i Galop og vilde
gøre det, hvis den ikke blev tvungen til at lade det
være. I Kierkegaards æstetiske Skrifter er Stilen
imidlertid næsten bestandig rytmisk bevæget, den løber
paa Grænsen mellem Prosa og Vers. Midt i sin Gang
slaar den over i Galop, midt i sit Løb begynder den
at flyve. Urolig som den er, parentetisk, voldsom i
sine Spring fra Patos til Ironi, undertiden sær, ofte
maniereret, er den i saa heftig Dirren og Svingning,
at den, saasnart som Stemningen bringer dens Strøm
til at stige, gaar over alle den prosaiske Rytmes
Bredder. Med Heiberg var Prosarigets Midtpunkt endnu
i Rom, Kierkegaard med sin kunstlede Stil forlægger
det til Byzants; men sikret ved sin Takt som ved
sin Begrænsning bliver Goldschmidt med Heiberg paa
den klassiske Grund. Og medens Heiberg, der havde
Verset til sin Raadighed, ikke uddannede sin raske,
vittige Prosa
G. Brandes: Samlede Skrifter. II.
29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
