Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - M. Goldschmidt (1819–1887)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
M. Goldschmidt
459
raade, hvis dets Grænser ikke var afstukne med
urokkelige Grænsepæle. Ligesom det ganske vist er
Hr. Goldschmidt umuligt at skrive et lyrisk Digt,
der lod sig høre, saaledes er det ham en afgjort
Umulighed at forfatte et Drama, der lader sig se;
han lader sig læse - det er Alt, men det er Meget -
lader sig læse med Interesse, med stor Fornøjelse,
med delvist Behag, alt efter Omstændighederne; men
det Sceneri, han behøver og fordrer, er en hyggelig
Stue og en magelig Stol; hvad der er mere, er af det
Onde. Hvad i al Verden vil han paa Teatret? Er han
selv for indtaget i sin Muse til at se, at hun har
en mønsterværdig Hud, men en daarlig Vækst, og véd
han ikke, at paa Teatret betyder Hudfarven næsten
Intet og Figuren næsten Alt? Har han da ikke Venner,
paa hvem han kan stole, og som vil sige ham Sandheden,
at den Fremgangsmaade, ved hvilken man i en Fortælling
sagtelig leder Læserens Fantasi, er en anden end
den, ved hvilken man fra en Scene giver Tilskuerens
Indbildningskraft Stødet og Farten, at skønt Ingenting
(efter Ordsproget) er godt for Øjnene er Ingenting for
Øjnene dog ikke nok, at Ærgerrigheden vel er Mandens
skønneste Pryd, men at den ikke altid indbringer Ære,
at det vel er rart at være Literaturens og Teatrets
Enepige, men kun, naar man er istand til at paatage
sig det Hele, og at .... hvad .... naar .... hvem kan
tvivle om, at Hr. Goldschmidt ikke havde behøvet halvt
saa mange Ord, men vilde have forstaaet en halvkvædet
Vise.
Jeg hørte forleden et Ordskifte i Anledning af det
sidste Hefte af Hr. Goldschmidts smaa Fortællinger,
og da der i strengeste Forstand ikke gives nogen
oprigtig Kritik undtagen den mundtlige, vil jeg
gengive Replikerne. Den Ene lukkede Bogen og sagde
med et Citat af Holberg: «Hillemænd, det Sidste
gik fint, vore smaa o. s. v.» «Ja,> svarede den
Anden, «jeg var ved Læsningen tilmode, som om En
tvang mig til at lytte efter en urimelig fin Tone,
som jeg kun med yderste Anstrengelse kunde .opfatte,
og sad plaget af det Ønske, at jeg kunde tage fat paa
Forfatter-Individualiteten, klemme Næsen sammen paa
den og, inden den vidste af det, helde en god stor
Dosis Poul-Møller ned i dens Indvolde.» Sligt er
fromme Ønsker, og Hr. Goldschmidt vilde rimeligvis
have sig Forsøget frabedt. Men en Kunstner, hvis
Instrument kun giver de højeste og spædeste Toner,
en Forfatter, der saa gerne plukker Stoffet op i
Sprogets fineste Spind, maatte kunne sige sig selv,
at han ikke hører hjemme-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
