Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - M. Goldschmidt (1819–1887)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462
M. Goldschmidt
Han har skrevet en lang Række af Bind, men der findes
i dem ingen formløs Linie. Og han havde den
store Forfatters Egen skab: Alt var formet indenfra;
han tog ikke nogen Vending i sin Mund, som de andre
havde spyttet ud.
Goldschmidt var en stor Forstand. Han var en klog
Mand,, stod blandt danske Skribenter i mange Maader
som den kloge. Han havde den hos vore digterisk
begavede Mænd saa sjældne Ejendommelighed, at han -
i sin Velmagts Dage idetmindste - forstod sin Samtid,
begreb hvad der skete i hans Samtid, ikke mindre i
den øvrige Verden end i Danmark, og stadigt satte
det, som hændte her, i Forbindelse med det, som
foregik tide. Siden Baggesens Tid har ingen af vore
Skribenter sat sig ind i Europas. Kulturforhold og
politiske Forhold som han. Han var af de yderst faa,
som forstaar at rejse og at lære paa Rejse. Han
kendte meget til Tyskland, Frankrig, England,
Østerrig og Italien, kendte Hovedlandene omtrent lige
godt. Saa grunddansk som han var i sin Sprogform og
i en Behandlingsmaade af de forskellige Stoffer^ der
tog mange Hensyn, saa verdensborgerlig var han i sit
Syn paa danske Tilstande. Medens de fleste af hans
Landsmænd og; Kaldsfæller i Bladskriveri og Digtning
brugte et Atlas, hvor Danmark og Rusland optog et
Stykke Papir af samme Størrelse, havde han øjensynligt
engang paa et tidligt Stadium af sin Udvikling faaet
en Globus at se, og det Syn glemte han aldrig.
Og han forstod ikke alene i Almindelighed sit
Fædrelands Vilkaar udadtil, men han forstod
dets Partier og dets ledende Personligheder med
Skarphed. I sine unge Dage sagde han temmelig rent
ud, hvad han mente om dem, senere blev han mere og
mere tilbageholdende. Han indsaa, det var saa uklogt
at tale, saa klogt at tie hertillands. Af og til
sagde han noget Mere, end han mente, eller noget,
som han mente noget anderledes end det klang. Det
kunde komme af Klogskabshensyn, men det kom ogsaa,
fordi Stemningen løb af med ham. Undertiden ser man
tydeligt, hvorledes hans Stemning forandres:
I Grunden var Goldschmidts Liv til hans næsten
halvtredsindstyvende Aar en Række af Kampe og
Nederlag. Atter og atter løb han Panden mod den
nationalliberale Mur. Naar han tilsidst gav tabt,
var det fordi han var bleven klog af Skade. Men
der var ogsaa noget andet deri. Fra først af agtede
han en Modstander som Ploug ret ringe. Senere hen,
da han saa ham stedse stige i Indflydelse og Magt,
begyndte han ubevidst at misunde og be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
