Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - M. Goldschmidt (1819–1887)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
M. Goldschmidt
heder, havde angrebet Grundtvig og Grundtvigianerne,
havde følt sig tilsidesat af Heiberg, hvem han
afskyede som en kold, diplomatisk Natur, foragtet af
Kierkegaard - hvis Dagbøger røber, hvilke Skældsord
en Mand af dette Dannelsestrin i Monologer overøste
Goldschmidt med - han var bleven gennemhaanet af
Frederik Dreier, der rettede sine Kølleslag mod
hans romantiske Halvhed; han var yderst ilde lidt af
Brochner, der fandt ham overfladisk og hvem han til
Gengæld havde lagt for Had som Ateist. Følgen var,
at han ret jævnligt følte sig som Pindsvin og rullede
sig sammen med alle Pigge rejste.
Deraf ogsaa, hvad der i sin Tid vakte saa megen
Opsigt og Omtale, hans hyppige Skærmydsler med
sine Forlæggere. De røbede vistnok et pirreligt og
vanskeligt Sind.
En almen Anerkendelse, fuld og rund, som han i
mange Henseender fortjente den, blev ham aldrig til
Del. Goldschmidts, meget stærke Selvfølelse kunde kun
daarligt undvære Anerkendelsen; han tørstede imod
den og velblev at føle sig ensom. Bitter var han
just ikke og til Bitterhed havde han ingen Grund,
men der var det Afvisende, Kritiske ved ham, som
Ensomhedsfølelsen affødte.
Ved Siden af dette traadte i hans Væsen, i hans
Samtale som i hans Skrifter, det dybtliggende
romantiske Hang stedse stærkere frem som et Hang til
Mystik. Da disse Linjers Forfatter engang gik med ham
på a et Billedgalleri og pegende paa nogle Malerier
af hollandske Smaabilledmestre udbrød: Maestro! det
er Deres Kunst i Ting som Simon Levi og Aurohmsche
Nattergal, svarte Goldschmidt med heftig Protest:
Hvor kan De sige det! hos mig er der altid Noget
bagved. Det var sandt, forsaavidt han i Reglen kom
tilbage til den tysk-romantiske Grundanskuelse, som
er den, at denne Tingenes udvortes Verden skjuler en
anden indre, der paa underfuld Maade svarer til den;
mellem Ting og Personer, der staar hinanden ganske
fjernt i Tid og Rum og. tilsyneladende er hinanden
fremmede, findes der derfor dunkle og usporlige
Forbindelser, der udspringer af Love og Forhold,
vi ikke kender.
Er der ved Goldschmidts Sans for Ideer og
Grundspørgsmaal, hans hele Følgen med og hans Drøften
af Tidstanker noget, der minder om hans Samtidige
Karl Gutzkow, saa er han i sit stille Sind dog helt
en Romantiker af langt ældre Type, ganske bort-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
