Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Chr. Richardt (1831–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Richardt
477
denne et ganske særegent Præg. Nu kender vi ham
straks, hvad han saa synger om.
Ovenfor blev antydet, at det hos Richardt undertiden
skorter paa digterisk Helhedstanke, og i hvad
Sammenhæng denne hans Begrænsning staar med hans
Talent. Nærmere bestemmet beror denne Mangel
derpaa, at hans Digteraand, saa kritisk den end
er med Hensyn til alt det Kunstneriske, kun har
liden Tankekraft. Fordi der i hans Fantasi ikke er
overlegen Forstand, ikke heller rolig Dybsindighed
nok til aandeligt at gribe og tiltale, og fordi
Richardt maaske ubevidst føler dette som et Savn,
sammenholder eller afslutter han stundom et Digt
ved en Overvejelse, der ikke er poetisk. Hvad der
hos Richardt er svagt eller mislykket, har heri sin
Grund. Saasnart han forlader den egenlige Lyrik,
er han allerede ikke mere sikker paa sin Genius. I
Grunden burde han aldrig opgive Strofeformen, den
er ham et gavnligt Baand; blot han skriver i frie
eller urimede Vers, staar han i Fare for at tabe den
poetiske Enhed af Syne; i værste Tilfælde træder
saa en Idéforbindelse (som i Vuggerne) eller en
forklarende Sammenligning i Stedet for den virkeligt
digteriske Idé.
Allerede i Smaadigte fandtes nogle sententiøse eller
formanende Slutninger, ogsaa enkelte Digte, der bragte
En til at mindes Hertz’s Ord:
Den Verden I bygge
I den drømmende Hjærne
Ligner en ensom, en traurig Regndag.
Saaledes f. Eks. Den Lovende, hvis sidste Ord imod
Digterens Mening kommer til lyde som et pudsigt
Hjertesuk over, at Staklen først ved sin Død
opnaaede den Lykke at komme i Avisen. Men i den anden
Digtsamling har ikke blot Richardts Fortrin men ogsaa
hans Mangler udviklet sig. Her bliver Sammenligningen
en hyppigt anvendt Form (Det døde Hav, Thabor, Jorden
og Solen), her bruger Digteren undertiden det Poetiske
kun som Tilløb til Springet ind i det Religiøse
(Telegrafen over St. Gotthard), her forekommer
moraliserende og i Tanken forslidte Smaadigte som
Øjeblikket eller Krig og Fred. Ja Richardt har her
endog leveret os et Digt som Filosofen og hans Søn,
der maa kaldes vandet; thi selv Vievand bliver ikke
andet end Vand, naar det blandes i Poesiens ædle
Vin. I Sandhed en herlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
