Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Nutzhorn (1834–1866)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
492 Frederik
Nutzhorn
den ene Dag efter den anden maatte oplæse Andersens
«standhaftige Tinsoldat», somme Tider et Par Gange i
Træk; det forekommer mig, at man, skønt Nutzhorn ikke
tænkte Noget derved, føler den store Sjælekenders
humoristiske Blik i dette Valg.
Til Nutzhorns aandelige Anlæg kom, at han legemligt
var vel rustet til Aandsarbejde, af en sund, kraftig,
aldrig svækket Konstitution, der bestandig i Tidens
Løb blev styrket og hærdet ved Legemsøvelser og
Idrætter af alle Slags, men som ligefuldt uden Tvang
eller Kamp fandt sig i det i Reglen stillesiddende
Liv, han førte; hans Nerver var saa stærke og hans
Aand saa uforstyrrelig, at han kunde gaa til og fra
sit Arbejde, uden at nogen Afbrydelse forhindrede ham
i at tage fat, hvor han stansede, og han arbejdede
saa let, at man ikke mærkede hans Flid. Faa dette
gensidig føjelige Forhold mellem en videbegærlig
Sjæl og et kraftfuldt Legeme beroede den store
Ligelighed, der udmærkede hans Sind; det svingede
meget lidt i Stemninger, det omtumledes ikke af
Indtryk. Han kunde hverken blive overstadigt lystig
eller pludseligt begejstret eller aldeles sønderknust;
som han var rolig uden Flegma, var han ivrig uden
Feber, stræbende ..uden ubestemte Drømme og Længsler;
der var i denne Henseende noget Græsk i hans Natur,
en medfødt Sindets Ligevægt, der gjorde det sædelige
Tyngdepunkt uforrykkeligt. Hans Liv gik ikke hen
uden alvorlige Sorger, uden indre Kampe, ikke engang
uden gennemgribende Omslag i Overbevisning; men hans
Aand hverken vred eller vaandede sig under disse
Brydninger, han bukkede aldrig under i nogen indvortes
Strid, han var uop-reven og uoptrevlet, en hel Karl.
Faa denne gode Grund hvilede den tillidsfulde
Frejdighed, der var det mest fremspringende Træk i
hans Væsen, og som i vore Dage er sjælden nok hos
den danske Ungdom. Var han indadtil paa det Rene med
sig selv, da følte han sig ganske ubekymret om al
fremmed, uberettiget og uvedkommende Kritik; derfor
var han frimodig, naar det gjaldt om at begynde,
ufortrøden og udholdende, naar det kom an paa at
blive ved, trofast i ethvert personligt Forhold. Han
kunde synes fremfusende, ja han kunde være det; han
følte sig ikke meget for, prøvede sig ikke meget frem;
men der laa noget Stort paa Bunden af hans Sjæl, som
forklarer dette Træk: han gjorde sig aldrig Umag for
at behage Nogen. Der var dem, som følte sig stødte
tilbage heraf, som savnede den beregnede Selvdæmpelse
og bestandige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
