Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Jens Paludan-Müller (1838–1864)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JENS PALUDAN-MULLER
(1897)
I
En Sommermorgen i 1862 stod Jens Paludan-Muller, den
pirreligste, særeste, lidenskabeligste og formfasteste
af mine Venner, ved min Seng i hans Forældres Hus
i Nykjøbing paa Falster og raabte lystigt: Op med
dig! Klokken er 5. Har du glemt, at vi skal gaa Fodtur
gennem Lolland?
Det er Jens Paludan-Mullers heltemodige Endeligt
i Slaget ved Sankelmark, der har gjort hans Navn
berømt. I levende Live var han en ung, ubekendt
Student, hvis sjældne Evner endnu ikke var bemærkede,
og hvis sære Væsen var de Fleste en Gaade.
Vi begav os paa Vejen en dejlig Morgenstund. Dens
Friskhed slaar mig endnu i Erindringen i Møde. Vi
passiarede et Par Timers Tid i godt Lune, da til min
Forbavselse Jens pludselig forstummede. Paa alle mine
Spørgsmaal fulgte ubetinget Tavshed. - Har jeg sagt
noget, du ikke synes om? - Intet Svar. - Tror du, jeg
har fornærmet dig? - Ikke et Ord. - Dette her bliver
kedsommeligt, værsgod at sige, hvad der er i Vejen! -
Ingen Lyd. - Vi traskede under alt dette ned ad en
Vej mellem Landsbyer, han seende ned for sig, jeg af
gammel Vane roligt ventende paa Opklaringen, der altid
efter et vist Tidsrum plejede at komme. Endelig kom
den: Du har kaldt mig et dumt Vrøvl, og det taaler
jeg ikke at høre. - Jeg? Aldrig i Verden, jeg har
aldeles ikke udtalt mig om dine Evner. - Han (med
sin fabelagtige Hukommelse gentagende alt, hvad vi
det sidste Kvarter før Kunstpavsen havde sagt til
hinanden og
32*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
