Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Jens Paludan-Müller (1838–1864)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Paludan-Muller
501
aldrig før havde set, men som bragte mig til at mindes
og forstaa Pierrots Slutningsreplik i Paludan-Mullers
Kærlighed ved Hoffet: «Ikke Vandgrød til første Ret
og Tykmælk til anden, Pokker heller! Nej, saaledes
skulde det hedde: Vandgrød med Tykmælk til første Ret,
og Alt hvad min Engel selv behager til anden!*1
Præstefruen var en lidt stiv og stram, halvgammel
Dame med sorte Hængekrøller. Ved Siden af hende hele
Bordet rundt sad ikke mindre end syv Døtre, saa ens
udseende trods Alders-og Højdeforskellen mellem dem,
at det tog sig ud, som saa’ man
,
’
»
syv Fremstillinger af et og samme Pigebarn paa de
forskellige Alderstrin. Alle havde de samme Haar-
og Hudfarve, samme lidt sørgmodige og tilsidesatte
Udtryk. Ingen af dem forekom os videre smukke;
de saa’ lidt stakkels ud. Iøvrigt optog den høje,
livsglade, dristige Pastor vor hele Opmærksomhed ved
Bordet. Det var tydeligt nok, at han levede sit eget
Liv og regerede sine Damer med kraftig Haand. Hurtigt
underrettede han Familien om, at han her havde faaet
to unge Gæster, og at det vilde være Synd og Skam
ikke at føre dem til Klubballet i Maribo. Fra otte
Munde fløj paa én Gang Bønskriget: Maa vi med? Ikke
en Mine forandredes i Pastorens familiefaderlige
Ansigt. Han tyssede paa Børnene med et roligt:
Ikke Tale derom! I er altfor unge og har desuden
ingen Baldragter. - Da lød ganske enligt med forsagt
Bønfalden fra Præstefruens Plads lige overfor ved
Bordet: <Men jeg da, Broge, jeg tør da komme med!»
- «Umuligt, min Kære, vi har ikke sørget for noget
som helst i Maribo, maa se at faa Tag over Hovedet
hos Bekendte, og hvis det ikke gaar, maa vi danse os
igennem til den lyse Morgen. Der ser du selv, vi kan
ikke have dig med.» Der klang gennem Svaret en vis
Angst for ved Overhæng at faa hele Fornøjelsen for
Pastor Broge forspildt, hvem disse to himmelsendte,
ganske velsignede Studenters Ankomst gav et Paaskud
uden Mage til at more sig, som han lystede, og som
det dog ellers altid for en gejstlig Mand havde været
lidt vanskeligere at finde.
«Men vi har ingen Balklæder» udbrød Jens, «ikke andet
end vore støvede Turistdragter.» - «Det skal vi nok
faa ordnet,» svarede Præsten overlegent. «Hele Sagen
er den, at vi maa komme betids til Maribo, og saa
er der ikke et Minut at spilde.* Og han raabte ud i
Gaarden: «Spænd de Brune for, lidt flinkt!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
