Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. P. Jacobsen
9
forbi!» skildrer Tjørnen, der vokser enlig paa den
snedækte Slette i den brune Skov og hvis blodrøde
Bær, ét for ét, ét for ét, drypper ned i den hvide
Sne, «de glødende Bær - i den kolde Sne» saa er her
allerede det hele aandfulde Syn paa Planteverdenen,
der virker saa ejendommeligt i Jacobsens Noveller og
Romaner. Dette er en Digter, for hvem Plantesjælen
ingen Hemmeligheder har og som ser Elementerne af
Menneskesjælens Væsen i Plantesjælens. Naar han
senere lunefuldt skriver: «Konvolvo-lusserne lod
deres hvide Kroner fylde til Randen, klinkede med
hinanden og hældte \7and i Hovedet paa Nelderne*
eller naar han taler om Gyldenlakker ogNegliker, der
«stod og stak Hovederne sammen ligesom Faar paa aaben
Mario, eller naar han fortæller: «Morgenfruerne havde
[af Varme] opgivet det Hele og stod og saa Solen
lige i Ansigtet, men Valmuerne havde kastet deres
store, røde Blomsterblade og stod i de bare Stilke»,
saa føler man vel, at han har H. C. Andersen til
Forgænger og Forudsætning, men saasnart han bliver
alvorlig, mærkes det, at Naturen er ham andet og
mere end Æventyrets Sceneri. Han trænger ikke til
at give Blomsterne Menneskeansigter for at vække vor
Deltagelse for dem. Man læse disse Par Sætninger om
For-aarets Frembrud i Clarens:
Hver .Dag, der kom, bragte nye Blomster, den drev
dem i brogede Mønstre op af Jorden i Haverne ved
Søen, den læssed dem af paa Træernes Grene dernede,
Kæmpevioler paa Pawlownien og paa Magnolien store,
purpurstænkede Tulipaner. Ad Stierne drog Blomsterne
i blaa og hvide Hækker, de fyldte Markerne med gule
Horder, men intet Sted var der dog saa blomstertæt
som oppe mellem Højderne i lune lønlige Smaadale,
hvor Lærken stod med lysgnistrende Rubinkogler i det
lyse Løv, thi der blomstrede Narcisserne i blændende
Myriader, og fyldte Luften trindt omkring med døvende
Duft fra deres hvide Orgier.
Og Jacobsen behøver ingen anden Romantik end Naturens
egen for at virke steraningsfuldere end nogen
Romantiker. Han har forstaaet, hvad Romantikerne
ikke begreb, at Naturen ikke har nogen paaklistret
Overnaturlighed behov, men, som den er, rummer al
Stemning og alt Sværmeri. En japanesisk Maler, en af
dem, der aldrig bliver træt af at male blomstrende
Frugttræer, vilde fryde sig ved at læse hans Skildring
af blomstrende Kirsebærtræers Herlighed: «Over
Blomsterne paa Jorden svæver der i Luften, baaret
af Kirsebærtræers hundredaarige Stammer, vel tusind
straalende Blomsterøer, med Lyset skummende imod de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
