Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. P. Jacobsen
15
I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet
Forhæng en Byge skraat henover Sundet; et iskoldt,
fugtigt Stormpust susede frem over det flagrende Græs,
peb forbi deres Øren og larmed som skummende Bølger
i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned
over dem i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i
Kjolens Folder, stænkede bort fra Hestenes Manke og
sprang og trilled omkring i Græsset, som myldred de
op af Jorden.
Selv Digtere med et vist Navn lader ofte meget tilbage
at ønske, naar de forsøger at føre deres Heltinde frem
for Læserens Blik. Der gives en staaende Beholdning
af Ord, med hvilke man manøvrerer rent forgæves,
fordi de er hørte saa tit, at de overhøres. Saadanne
er f. Eks. den Forsikring om en Kvinde, at hun
var skøn, at hun havde en hvid lille Haand (en
stor hvid Haand giver allerede et bedre Billede)
en fmtbøjet Næse, kraftigt tegnede Øjenbryn, dejlige
Øjne, et blidt og drømmende Udtryk, et smækkert Liv
eller en svulmende Barm. Hertil maa ogsaa føjes den
hele Gruppe af Betegnelser, der roser istedenfor at
male, som naar man taler om at den Paagældende havde
Ungdommens hele Friskhed, en skøn og ædel Sjæl, den
blideste kvindelige Ynde, maatte indgyde Beundring og
Ærefrygt, eller naar man gør sig Arbejdet let ved at
sige, at der i disse Miner læstes Sjælehøjhed, Alvor,
Viljeskraft, eller lignende, hvad man altsammen ikke
burde faa skrevet op forud paa en Seddel, der stikkes
ud af Mund eller Øren paa Heltinden, men erfare af
hendes Ord og Færd. Den følgende korte Skildring af
en Romanheltinde (i H.F.Ewalds: Den skotske Kvinde
paa Tjele) kan betragtes som et Slags Register over
de Fejl, der i denne Henseende lader sig begaa:
Intet Under, at han ofte og gerne saa hende ind i
hendes mørkegraa Øjne, thi fra dem udstraalede med
Ungdommens hele Friskhed en skøn og ædel Sjæl. Hendes
Ansigtstræk var af en saa fin og udpræget Skønhed,
at de selv ved en flygtig’Beskuelse efterlod et varigt
Indtryk i Beskuerens Erindring . . , Den fint bøjede
Næse var af den ædleste Form; de mørke og kraftigt
tegnede Øjenbryn og de fyldige veldannede Læber gav
hendes Aasyn et for hendes unge Alder sjældent Præg af
Lidenskabelighed og Viljeskraft. og dog havde hendes
dejlige Øjne ofte et blidt og drømmende Udtryk og
de kunde i enkelte Øjeblikke straale af den reneste
Fromhed. Naar et Smil opklarede hendes Aasyn, da
forvandledes hendes Alvor til den blideste kvindelige
Ynde, men hun smilte oftere end hun lo. Hendes
statelige Skikkelse og sjælfulde Blik indgød cle
fleste unge Mænd mere Beundring og Ærefrygt end
Kærlighed, men det var at forudse at den Lidenskab hun
vakte maatte blive dyb og varig .... . Den mørkerøde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
