Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
J. P. Jacobsen
Kjortel, der sluttede stramt om hendes snevre Liv og
svulmende Barm, den lille sorte Fløjelshat med den
hvide Strudsfjer, der sad kækt paa hendes mørke,
i rige Fletninger lagte Haar fremhævede paa det
klædeligste hendes Skønhed og røbede en fin og ren
Smag men kun ringe Pyntesyge. Hun bar sit skønne
Hoved stolt og frit og førte sin Hest let og sikkert.
Det er næppe for meget sagt, at der i alle disse
Talemaader ikke er et Ord, som ikke klikker. Tag
som Modstykke det ganske ensartede Sted i Fru Marie
Grubbe, der skildrer Sofie Urne, hvor hun sidder og
syer i Lysthuset:
Det var en høj slank Skikkelse; næsten spinkel var
den, men Barmen var bred og f3rldig. Hendes Teint var
bleg og endnu blegere ved det rige, sorte, buklede
Haar og de ængsteligt store, sorte Øjne. Næsen
var skarp, men fin, Munden stor, men ikke fyldig
og med en syg Sødme i Smilet. Læberne var meget
røde og Hagen noget spids, men dog stærk og kraftig
formet. Hendes Paaklædning var ikke meget ordentlig:
en gammel, sort Fløjelsrobe med afbleget Guldbroderi,
en ny grøn Filthat med store, snehvide Strudsfjer og
Lædersko med rødslidte Næser. Hun havde Dun i Haaret
og hverken hendes Halskrave eller hendes lange hvide
Hænder var ganske rene.
Eller læs, for at faa et Indtryk af, hvorledes denne
Forfatter leder Læserens Fantasi, følgende Afsnit,
der kun vil skildre Marie Grubbes Øjne og Blik ved
Overgangen til Jomfrualderen, og hvor Stilen, der
minder om en Forelskets Evne til at se uendelig meget
i lidt, næsten er dreven ud i Kunstleri:
Der er en Blomst, der kaldes for Pérlehyacinth;
som den er blaa, saaledes var hendes Øjne i Farve,
men de var som den trillende Dug-draabe i Glans og
dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge. De kunde
sænkes saa bly som en sød Tone, der dør, og løfte
sig saa kækt som en Fanfare. Vemodigt - ja, naar
Dagen kommer, saa ruster Stjærnerne med et sløret
skælvende Skær, saadan var hendes Blik, naar det var
vemodigt Det kunde hvile saa smilende fortroligt,
og da blev det mangen En, son: naar det i Drømme
fjernt, men indti^ængende kalder paa Ens Navn, mer
naar det mørknedes i Sorg, haabløst og vaandefuldt,
var det som hørten der Blodsdraaber dryppe.
Den beskrivende Form af Fremstilling er jo imidlertid
ikk< den eneste. Udenfor den gælder om enhver Digters
Personel det gamle Ord: «Tal for at jeg kan se Dig h,
og derfor opløse] de moderne Noveller og Romaner sig
for største Delen i Samtaler i til hinanden kædede
Rækker af dramatiske Optrin. Jacobsen: udpræget
personlige Stil lægger ham Vanskeligheder i Vejen,
hvoi Andre taler. Men han har de virkelige Digteres
Evne, deres, son
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
