Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
J. P. Jacobsen
Maaske har man i en af dem, som han i et Brev (af
2den Februar 1876) har tegnet, Modellen til Hr. Bigum
i Niels Lyhne.
1876. Trods Sygdommens ustandselige Fremgang blev
Marie Grubbe skrevet færdig og Stykke for Stykke sendt
til Kjøbenhavn for at trykkes. Om en Rettelse
i det Skrevne var der aldrig Tale; det stod der
én Gang for alle. Og dog ønskede Jacobsen Kritik
under Udarbejdelsen og modtog med samme enestaaende
Taknemmelighedsfølelse Ros som Dadel.
1877. Den Lykke, som Marie Grubbe
gjorde, forbavsede Bogens Forfatter. Han
vidste ret vel, hvad den og han var værd -
der kunde i Heftighed undslippe ham Ord som
<Jeg er Marschal i Literaturen> - men han undredes
over, at Publikum formaaede at paaskønne Bogens
Fortrin. Af de i Regelen baade dumme og uærlige
Anmeldelser havde han med sin lunesikre Overlegenhed
kun Moro.
I Slutningen af Aaret var Jacobsen paany i Montreux:
det var igen daarligere med Helbreden. Faa dette
Tidspunkt gik Det 19de Aarhundrede ind, og dets
Medarbejdere spredtes. Jacobsens lyse Syn paa Sagen
formørkedes ikke derved: «Jeg har endnu min gamle
Kulsviertro paa, at vi dog omsider vil faa Overtaget
og blive hædrede som Samfundets urokkelige Støtter.»
1878. Stadigt i Montreux. Han læste meget,
udelukkende Fransk. Af de moderne Franskmænd
var Flaubert alene hans Mand, og Flaubert endda
kun i Et og Andet. Legenden om St. Julian, den
Gæstfrie var Genstand for hans hele Beundring; han
kaldte den et rent Mesterværk: «Det er
virkelig en gammel Kirkerude, en Perle af
en Rude.> Derimod kedede Herodias ham, som
Salammbo forud havde forekommet ham uudholdelig. Den
arkæologiske Roman var og blev ham en Afart,
han ikke kunde afvinde Smag. Det var øjensynligt
det tilsigtede Virkelighedspræg, som ærgrede ham,
siden han ikke havde noget imod Oldtids-g en o p
vækkelsen i Sagnform.
Saa dybt modtagelig som han var for den danske Natur -
ikke for den, man ser fra Udsigtsbænke, men for hele
Slettelandets Skønhed - saa vildfarende stod han
overfor den fremmede Natur.
Da han saa Italien første Gang, var Resultatet i den
Henseende blot Skuffelse og Lede; Fru Fønss viser,
hvor lidet Provence betog ham; i Tyrol undslap der ham
i 1873 Ansigt til Ansigt med de skønneste Tyroleralper
det Udraab: «Ikke det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
