Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
J. P. Jacobsen
Skønliteratur end man længe havde set. Det kan ikke
undre, at Jacobsen, der overhovedet var en yderst
kritisk Natur, bedømte alt det, der saa frodigt skød
op, med den mest prøvende Strenghed. Overalt hvor han
sporede den personlige Uvederhæftighed bag Talentet
eller bag den anstrengte Hidsighed, var han uden
Skaansel, uden Naade. Om en af Forfatterne plejede han
at sige: «Hvor jeg misunder den Vaudeville-Digter,
som i det 20de Aarhundrede frit tør tage hans Liv
og Levned under Behandling!» Om en anden sagde han:
«Det er som at se en Dreng lege med Barberknive.*
I 1880 blev Niels Lyhne endelig fuldført.
Under Udarbejdelsen var Jacobsen mindre meddelsom
end sædvanligt, men da den var færdig, kaldte han
den skemtende meget trist, men god.
Dog da Bogen vel var ude, begyndte hos den syge
Digter en Tilstand af den mest feberagtige Spænding
efter hvad Vennerne vilde sige om den. Ved hver
Posts Ankomst ventede han paa Brev, og brød endelig
mod Sædvane ud i Utaalmodighed under Uroen for det
Indtryk, Bogen gjorde. Ja han faldt paa den Idé,
at gamle, prøvede Venner vilde straffe ham for hans
forsømmelige Brevskrivning ved at tie. I sin Angst gav
han med en hos ham aldeles ualmindelig Aabenhed den
fulde (og rørende) Forklaring af sin lange Tavshed:
han skammede sig over aldrig at faa Noget færdigt.
Da saa Brevene kom, og Svarene faldt ud efter Ønske,
steg Stemningen godt. Mangesteds fra indløb Rygtet
om Kenderes Dom, Henrik Ibsen skulde have udtalt
sig næsten begejstret om Niels Lyhne, en Italiener
tilskrev paa pudsigt Dansk Forf. sin Tak for Bogen.
Aaret 1881 begyndte Jacobsen i Thisted. Helbredet var
stadig hvad han selv med et besmykkende Udtryk kaldte
vaklende. Hosten og Stakaandetheden vilde ikke vige;
men han haabede at kunne rejse til Kjøbenhavn for at
gøre Biblioteksstudier til en ny Roman.
Han kom endelig i dette Aar dertil og tog Ophold i den
uanselige Bopæl i Ny Ådelgade, som hans Venner kendte
saa godt - et Værelse, i hvilket hans brave Værtsfolk
gjorde alt, hvad de formaaede, for at hygge om ham,
men et Værelse uden Sol, uden Udsigt, uden andre
Møbler end et Bord, nogle Stole og en Sofa, med nogle
smaa fattige Reoler fulde af støvede uindbundne Bøger,
først senere prydet med et Maleri, som Axel Helsted
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
