Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. P. Jacobsen
45
hængte op paa Væggen, og med en smuk og bekvem
Chaiselong ’ der blev Jacobsen sendt af imavngivne
Beundrere eller rettere Beundrerinder. Han havde den
inderligste Glæde af denne anonyme Gave, hvortil han
trængte haardt; det var tydeligt at se, med hvilket
Velbehag den Syge udstrakte sig paa den og lod sin
Haand glide hen over Pudens Silke og Fryndsernes
Fløjl. Denne Chaiselongue var Overdaadigheden i hans
senere Aars Eksistens. Men dens Fest var Blomsterne,
de mange Slags Planter, Frugt-blomster, Markblomster,
Haveblomster, der undertiden kassevis sendtes ind
i hans Stue. Hvor han nød disse Blomster, hvor han
forstod dem! Visselig har Ingen i Danmark elsket og
forstaaet og besunget Blomsterne som han.
Imidlertid strømmede taabelige Angreb paa Niels
Lyhne, kluntede Misforstaaelser, skæve og falske
Fortolkninger af Bogen ind til dens Forfatter. Til en
Ven, der forsøgte at tage det op med alle de norske
Angribere og Fortolkere paa én Gang, skrev han i
Anledning af Beskyldningen for Pessimisme: «Det er
ikke Forfatteren, der er Pessimist; det er Læserne,
der er bange for at blive det. (I min næste Bog,
en historisk Roman, vil jeg komme i nært Forhold til
denne Stemning.) »
Man ser, han tænkte endnu paa nye Romaner. Og med
større Styrke end nogensinde gjorde han i Samtaler
og Breve gældende, at enhver ny Bog skulde være
fremgaaet af en Kamp hos Forfatteren med sig selv
om at bringe det mest Mulige ud af sig selv. Om man
da end ikke sejrede, havde man i det mindste sin
Kunstnersamvittighed frelst.
Resten er Taushed med faa og sjældne Glimt af
Genialitet i digterisk Frembringen. Men i det daglige,
mundtlige Samkvem slukkedes Genialiteten aldrig. Vei
var og blev han stadig ordknap; men det var med hans
mundtlige Ytringer som med Stilen i hans Bogsprog:
hvert Ord ramte; hvert Ord bar Bud om trofast Sindelag
mod dem, han havde kær, eller om en Satire, der altid
virkede til pludselig, lidt forbauset Latter, fordi
den var saa høj, at den Foragt, hvorom den vidnede,
og hvori man fra dens Højde saa ned, syntes bundløs.
Men med Helbreden gik det stadigt, jævnt tilbage. Han
nedbrødes langsomt, som man nedbryder et Hus, Stykke
for Stykke, Sten for Sten. Tit var det skrækkeligt at
høre paa Hosten. Man vidste ikke, hvor man skulde gøre
af sine Øjne for at han ikke skulde møde Medlidenhed
i Ens Blik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>