Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Holger Drachmann (f. 1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger Drachmann
83
jævne Haandværker paa de saakaldt Dannedes Bekostning
repræsentere sundt Blik og sund Menneskeforstand noget
for tydelig til at gøre Personligheden troværdig i
alle Enkeltheder.
Denne Bog nær i Tid som i Aandsretning staar den
frisk fortalte men altfor vidtløftige og indskudsrige
Fortælling En Ouer-komplet. Den gør Indtryk af en
trykt Kladde. Det er Livserindringer, Digt og Sandhed,
men nedskrevne uden fast Plan. Bogens Idé er som
overgroet af Smaabegiyenheder, der kunde skæres bort
uden at savnes; ikke mindre end tre forskelligartede
Æmner er filtrede ind i hverandre. Imidlertid
kunde allerede i 1876 intet kritisk Øje overse, at
det Dadelværdige her langt mindre havde sin Grund i
Mangel paa Talent end i Mangel paa Øvelse i at benytte
Talentet. Det var klart, at saasnart denne Forfatter
satte Pen til Papiret, forsynede Hukommelse og
Indbildningskraft ham saa rigeligt med Forestillinger,
at han kun med Møje modstod Fristelsen til at medtage
Erindringsstof, løst og fast. Det vrimlede af oplevede
Anekdoter, der havde Affektionsværdi for Forfatteren,
ringe Interesse for Læseren, og som ikke fandt Plads
indenfor Værkets aandelige Sammenhæng. Her var da
Ukrudt, men ingen Goldhed. Det mylrede op af denne
Jordbund med Vækster. Den, som begav sig paa Vej
gennem Bogen, blev hængende i en Mænde fortræffelige,
flove, fine, overflødige, brillante, barnagtige og
atter fortræffelige Enkeltheder. Som Ordsproget siger:
Jo bedre Jord, des slemmere Vej.
Hensigten var tydeligt nok den at give den datidige
yngre Slægts aandelige Fosterlære. Drachmann vilde
skildre Slægten i dens Drengeaar som et Kuld af
Drenge, hvem det af forskellige Grunde maatte
falde særlig vanskeligt at blive til Mænd. Hans
ene Hovedperson skulde kun ved en pludselig
Kraftanstrengelse kunne bjærge sig, den anden kun
kunne frelses fra Undergang ved Omplantning til en
fremmed Himmelegn. Drachmann var imidlertid endnu
paa dette Udviklingstrin saa fortabt i sig selv,
at det kun ufuldkomment lykkedes ham at holde sine
to Hovedpersoner, der dog skulde og maatte staa som
Kontraster, ud fra hinanden saaledes, at man bestemt
følte, de var to og ikke én. Naturligvis burde det
Punkt, hvor deres Veje skilles, den Korsvej, fra
hvilken den Ene gaar ud til Arbejde og Virksomhed,
den Anden til Lediggang og Forfalden, have været gjort
til et Midtpunkt, fra hvilket der aabnedes Fjernsyn
frem og tilbage; men dette er ikke sket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
