Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Holger Drachmann (f. 1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger Drachmann
87
Suse svagt
Med sød Musik;
Det hvisked ihvor jeg stod og gik:
Sakuntala, Sakuntala.
og hvor melodisk var ikke Barkarolen, i hvis sidste
lange Linje man ligesom hørte Kystens Skrænter kaste
Ekkoet mangedobbelt tilbage!
Der var overhovedet saa megen Form-Evne i Drachmann,
at han ikke heller i Prosaen ret længe kunde blive
staaende ved den formløse Bredde, som En Overkomplet
betegner. Næsten samtidigt frembragte han en
lille Række af sammentrængte, vel støbte Noveller,
af hvilke han forenede de bedste i Samlingen Ungt
Blod, alle skrevne i en livfuld og simpel Prosa. De
fremstiller Drachmanns tidligste Kvinde-Ideal fra
forskellige Sider, i forskellige Belysninger. Det
er den unge Pige, der efter sit Væsen staar ganske
udenfor det moderne Samfunds Tilslibnings-Maskineri,
halvt Valkyrie, halvt Taterske. Hun fremføres
første Gang i den ungdommelige Skitse En mærkelig
Historie (Det nittende Aarhundrede I.) som den høje,
ranke Skjoldmø, der i Dristighed overgaar sin bløde,
moderne Elsker, vender tilbage som Zigøjnerske!! Marna
i Dædalus, der ligeledes ved sin Alvor i Lidenskab
og sin Helhed som Karakter beskæmmer sin frygtsomme
Beundrer og Forfører, fremstilles endelig med større
Gennemførthed som Ellen i To Skud - en vildtvoksende
Rose som de andre, der som de andre brydes af en
umandig Haand. Det er det samme Fysiognomi, som i
Dæmpede Melodier er tegnet Strofen:
Et Billed, blegt, med et selsomt Træk
Om de store spørgende Øjne,
Som jager det Overfladiske væk,
Som vender sig bort med Angst og Skræk
Fra de hule moderne Løgne.
Af disse Fortællinger er Dædalus den sjælfuldeste,
person-igste, men To Skud fængslende derved, at den
har en Idé, har Dybsind. Dens Grundspørgsmaal er
det samme, som Ibsens Gengangere mange Aar senere
stillede i saa langt skarpere Form, det om Retten
til af Medlidenhed at dræbe et Menneske. Meget smukt
og fint fremstilles det først, hvorledes Ellen nages
af Medfølelse med lidende Dyr, en stakkels Markmus,
der er bidt halvt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
