Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Holger Drachmann (f. 1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 Holger
Drachmann
De bære en Byrde, de synge en. Sang, En Ligbegængelse
er deres Gang; Stemmerne slaa mig imøde: Snehvide,
Snehvide, du døde!
Der er blandt de venetianske Digte endnu et, som jeg
regner til det Bedste, Drachmann har skrevet, det er
St. Elena, et Digt fuldt af fin romantisk Ømhed og
Kærlighedsuro. Det sidste Afsnit, som begynder:
Disse Blomster, jeg fik af det syge Barn, Bærer jeg
nu paa mit Bryst, Oleander, Violer og Laurbær,
og som ender:
Det er farlige Blomster, de sætter Frugt. Ak, Barnet
var voksent, og Barnet var smukt
er et Mønster paa den diskrete Fremstillingskunst, der
er sjælden, men des mere virkningsfuld og overraskende
hos Drachmann.
I Epilogen findes to ejendommelige Digte, begge
skrevne ud af samme Stemning, den rastløse Længsel
bort fra den Elskede, men som giver den et Udtryk,
der netop ved sine Omskrivninger, sine Halvheder,
sin Blanding af Ærlighed og Tvetungethed er typisk,
skærende sandt. Man savner vel et Stænk af Ironi,
men selve Udformningen er beundringsværdig; faa Digte
tager sig saaledes ud, naar de læses højt. Det er
Afsked i Pløst og Den sidste Svale. Man agte paa
disse Linjer i det første Digt:
Jeg lytted til Stormens susende Røst
Derude i Høst.
Mit ene Øre laa tæt til dit Hjerte,
Det suged de milde Bebrejdelser ind,
Og de faldt paa mit Sind
Med Sandhedens Vægt og dens Smerte,
Mit andet .Øre laa aabent for Den manende Vind,
Som strøg over Land
* * . * . *.*
* * * .
Jeg hørte Stormen, jeg laa ved dit Bryst, Jeg lyttede,
delt, til den dobbelte Røst, Jeg var en Mand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
