Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Holger Drachmann (f. 1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger Drachmann
103
dags Frembringelser. Nu føler han Trangen til at
tage sin Ungdom op igen. Han ser med Vemod tilbage
paa Mathedens Tid, taler om Fjender, der stræbte at
slukke hans Ild, og skriver:
De fik dog ej slukt mig saa helt endda, Der maatte
min egen Svaghed til Sprøjten, Da lo de først ret,
da jeg «sakkede a’» . . . .
han angrer sine Indrømmelser til Modstanderne, sin
Beden om Forladelse, han skrifter for Bjørnson:
Et har jeg gjort; det var værst clog af Alt; Da var
i Flugten jeg nærmest ved Jord, Da var du højest og
videst dit Spor, - Det var dengang, da, saaret og syg,
Med mig selv jeg søgte at tinge.
Dog jeg er atter, hvad jeg var først . . .
Og nu fulgte en Række af friske, dristige
Digtninge: ypperlige, dels ældre, dels nyere,
spotske og angribende Vers i Ungdom i Digt og Sang,
fortræffeligt skrevne Afsnit i Bogen om Lars Kruse,
det muntre og sprudlende Æventyr-Digt Østen for Sol,
der stod himmelhøjt over Drachmanns første Forsøg
i denne Kunstart, Tordenskjold, Vandenes Datter,
Svend Trøst og Begyndelsen af det kække Foretagende,
Oversættelsen af Byrons Don Juan.
l Digtsamlingen Ungdom glimrer de rent malende og de
satiriske Digte, de malende (som I Circus maximus},
fordi der i dem efter Sagens Natur ikke findes Spor af
den Uklarhed, som opstaar overalt, hvor Drachmann vil
optræde som Tænker, de satiriske (som Islandsfarten
og Universitetscantateri), fordi denne Digter aldrig
er bedre, end naar han har et Stof for sig, der
tvinger ham bort fra hans private Jeg og kun giver
ham Anledning til indirekte Fremstilling af hans
personlige Stemningsliv. Enkelte humoristiske Digte
som Rødhuder staar ogsaa meget højt. Samlingens Mangel
er dels dens altfor yppige Ordstrøm og ligefremme
Talekunst; man ser bestandig Ordene springe
som gyldne Kugler fra Jonglørens Haand,
dels en Digtgruppes altfor private Præg. Her er paa
sine Steder en vel stærk Selvros (saaledes i Rondoen
med det besynderlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
