Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Edvard Brandes (f. 1847)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120 Edvard
Brandes
Ejendommelighed. I den første Tid efter Edvard
Brandes’ Debut som Journalist og Dramaturg var man
tilbøjelig til at slaa liam ganske sammen med hans
ældste Broder; det lied sig i Recensioner, at hans
Stil og dennes lignede hinanden «som to Draaber Vand»,
og andet Sligt, der vel ikke røbede noget skarpt
kritisk Blik, men var forstaaeligt paa Grund af
den almindelige Lighed som Slægtskab i Forening med
Paavirkning i Opvæksten maatte have frembragt. Det
er egenlig først i denne Forfatters Teaterstykker,
at det er lykkedes ham at udforme sit Væsen paa
ganske særegen Maade i sin Stil, det vil her sige i
Replikskiftet. Det er en ædru Stil, forstandig, men
nervøs, ordknap, dæmpet og diskret, nu og da tør og
tørt satirisk, ofte hvas, hyppigt vittig, undertiden
cynisk, meget blid i sin Varme, meget stilfærdig i
Udtrykket for Lidenskab, uden nogen mystisk eller
romantisk Baggrund, uden Sving og uden fantastisk
Perspektiv, f arvefattig, dog ikke graa, men paa
engang farveløs og malerisk som en sort Silkedragt er
det, der slutter nær om et ung, kvindeligt Legeme og i
hvilken Lyset fra Lamper eller Lysekroner bryder sig.
Han var fra første Færd af en Aand uden Anlæg eller
Lyst til et Liv under aaben Himmel eller til Studium
af Naturvidenskaben, men et Hovedstadsbarn med uhyre
Læselyst og tidligt Hang til Teatret. Faa Mennesker
har en saadan Evne til at læse; allerede som Dreng
slugte, kendte, huskede han Alt, dansk og fremmed
Literatur, Romaner, Teaterstykker. Han havde Sans
for Musik, mindre for bildende Kunst, til Gengæld
mere Sans for Iagttagelsen i Poesien end for den
rene Lyrik og den rene Stil, mere Sans for Vid end
for Storhed, for slaaende, levende Enkeltheder end
for Helheden. Det Almene i det Enkelte var ikke det,
som gjorde Indtryk paa ham; han savnede Anlæg til
Filosofi, derfor Sansen for andre Helheder end dem,
man kalder Individer. Det er ogsaa paafaldende, hvor
sjældent man i hans Skrifter møder en almindelig Idé.
Han var af de Naturer, der fra først af har mange
Muligheder uden noget egenlig udpræget Kald. Hans
dybeste Interesse var fra hans Drengeaar Teatret. Der
foresvævede ham saadant Noget som at blive Skuespiller
og udføre Karakterroller. Han vidste saa godt,
hvorledes de skulde spilles, at han indbildte sig,
han kunde spille dem. Det var Skuespilkritikeren og
Skuespilforfatteren i ham, der søgte sin Vej og ikke
straks fandt den; thi han tænkte hverken paa at blive
Digter eller Kritiker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
