Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Edvard Brandes (f. 1847)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 Edvard
Brandes
Hemmeligheder. Naar han nylig engang temmelig
ubegrundet i en Karakteristik har givet sit Hjærte
Luft i et forbitret Udfald paa Kærligheden til Drik,
«den umandige- og uværdige Passion, der uden at
give den Nydende Spor af Indhold sløver Sansen og
svækker Hjærnen, gør Manden raa, dum og modbydelig«,
saa røber Naturens oprindelige Ædruelighed sig i et
saadant Udbrud.
Men den, som ikke drikker, som bevarer sit Hoved
klart, mens de Andre beruser sig rundt omkring ham,
han bliver let i Folkeopfattelsen til den kolde og
kloge, der benytter sig af den Andens, Troskyldigeres
Svaghed til at overliste ham. Menneskene holder
i Reglen ligesaa lidt af de ædruelige Naturer som
af de klare Hoveder. Disses blotte Eksistens synes
en Kritik over Omgivelserne. En Del af den Uvilje,
der har mødt Edvard Brandes paa hans literære og
politiske Bane - og han har en Tid lang hørt til
de Bedsthadede i det offenlige Liv - lader sig føre
tilbage til dette Indtryk.
Den Kres af noget ældre Personligheder, han i sin
Opvækst nærmest og stadigst kom i Berøring med, og
der optog ham uden at tænke paa at assimilere ham,
bidrog ved Modsætningen mellem dens og hans Væsen,
der efterhaanden blev ham klar, til at udvikle hans
Egenheder indtil Ensidighed. De syntes ham naivere
end han; de lidt ældre forekommer altid de lidt
yngre saadan; de var til en vis Grad Forkyndere,
han stræbte efter at blive en Iagttager; der
var noget Sorgløst og Bredt i deres Væsen, som
frembød Modstandere Angrebspunkter, han gjorde sig
uvilkaarligt smal, som man gør det i Duel, for at
frembyde saa ringe Skudflade som muligt, og han kunde
gøre sig spids og stikkende, naar det gjaldt om at
gaa over fra Forsvar til Angreb. Med sværmeriske,
mere lyriske og meddelsomme Naturer for Øje blev
han tidligt skarptseende og saglig. Med aabne, lidet
bevidste og forholdsvis lettroende Naturer for Øje
blev han tidligt bevidst, sluttet, mistroisk, ofte
tilbøjelig til at tro det Værste. Han kunde nu og
da som de Ældre bruge en lidt klangfuldere Retorik
end strengt nødvendigt, men i Grunden af hans Væsen
laa Spiren til Afsky for den, som for al overflødig
Fylde. «Varmt og rigt» havde været de Ældres Udtryk
for literær Lovprisning. «Koldt og knapt» skulde om
faa Aar blive Rosen i hans Mund.
De Ældre havde set sig i Spejl i de halvt romantiske,
halvt moderne Digteres Skikkelser fra Overgangstiden;
de havde sværmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
