Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Edvard Brandes (f. 1847)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Brandes
125
alt at vinde ved at drage bort? Hvorfor klæber sig
til Ens Fødder de Brostene, paa hvilke man som ung
har travet ulykkelig omkring, hvorfor forhindrer de En
fra at hæve sig og flyve bort? Vil man, at de Samme,
der har set Ens Fornedrelse, skal bøje Fl o ved et
for, beundre og misunde Ens Begavelses Frembrud og
Ens Held? Er det Sproget, Kammeraterne, Familien,
det Kendte og Magelige, som lægger Lænker omkring
den Rejselystne? Det er vel det Altsammen paa én
Gang. Alle disse Hensyn, som spærrer Udsigten til
det Fri og Fremmede, danner om En som et Gemme, i
hvilket man synes at passe saa fuldkomment ind som en
Snegl i sit Hus. Man fører Skyggerne af dem med sig,
naar man drager ud: og de driver En hjem igen.»
Han blev da med korte Afbrydelser stadigt i Danmark,
først vel, som her antydes, paa Grund af den
Magelighed, der er den ligefremme Følge af en vis
nervøs Tilstand, dernæst fordi han, som her ligeledes
antydes, i Virkeligheden passede langt nøjere ind
i Forholdene, end han selv paa Grundlag af blotte
Forstands-slutninger undertiden vilde tro. Han var
og blev en god Kjøben-havner - i Grunden er han den
eneste Kjøbenhavner mellem den nye Gruppes Forfattere
- Intet kunde hellere være mere kjøbenhavnsk end
den Interesse for Teatret, der var Midtpunkt i hans
Interesser. Kjøbenhavn begyndte at blive ham kær som
det eneste Sted, hvor han, naar han havde en Mening
om Noget, kunde anbringe denne Mening i et Organ.
Det Dæmpede og Beskedne, det Resignerte, som er
Grundtonen i hans to første Skuespil, opstod
saaledes. «Livet er en bestandig Slaaen af»,
hedder det i en af de yderst faa Almensætninger,
som man finder iblandt Alt, hvad han har
skrevet. Yderlighederne tabte deres Betydning
for ham. Selv Lidenskaberne syntes ham i dette
Klima, under disse Forhold at afdæmpes. Elskov
f. Eks. blev ham ikke den Jubel-Kval, om hvilken
Clårchen hos Goethe synger, men en blid Tiltrækning,
én Sørgmodighed, der finder en anden, med hvilken den
stemmer overens. Et lille Digt, han engang pseudonymt
indrykkede i et Tidsskrift, er betegnende for hans
Opfattelse af. Lidenskab i Norden:
Jeg ynder ikke, du kære, de klare, spraglede
Stoffer, dem skal man i Syden bære, ved Vclsklands
Kærlighedshoffer,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
