- Project Runeberg -  Samlede Skrifter / Tredie Bind /
129

(1899-1910) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Edvard Brandes (f. 1847)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Edvard Brandes
129

Eller man læse Skildringen og Forklaringen af Johan
Wiehes Spil som Bothwell i Maria Stuart:

.....det var derfor som Scenen helt forandrede sig,
som man med

et Ryk reves hen i Digterens norsk-skotske Verden,
da Bothwell skred ind med drønende Ryttertrin,
klædt i Panser og Plade, med Jærnet klingende om
Bryst og Lænd, enøjet med et Lueblik som Odins. Han
bragte Bjerg-luft ind med sig i Stykket, som stod
paa Holdningen af en filistrøs Opførelse; medens de
andre Skuespillere ikke havde fremkaldt den rette
Illusion, lykkedes det ham at ligne en middelalderlig
Ryttergeneral, hvis Feltherretalent bestaar i som en
Stormvind at hugge ind i Spidsen for sine Karle ....

Hvad Wiehe mægtede at fremstille, var netop det
Uvilkaarlige i Menneskenaturen; han var som Kunstner
kun et Temperament. Kraftige og vilde Passioner,
Naturudbrud, Driften utæmmet af Forstand og Vilje,
det var bestandig hvad han gav i sin Kunst, indtil
man fik den snæret ind og drejet bort fra sit Udspring
ved en Række af sletvalgte Roller. Som Bothwell stod
han i Repliken kun paa Højde med det Billede, han
selv havde udkastet af Figuren, hvor han kunde drive
Talen ud i Skriget. Saaledes havde hans Jeg kommer,
jeg kommer den rette Kamplur-Klang, og man glemmer
ikke let det Tigerspring, hvormed han ledsagede
Repliken Rejs dig nu, lystige Højlænder, og som kun
faa Skuespillere vilde have Mod til at vove. Rollen
gav ham Lov til at bruge alt det Udresserede i hans
Væsen, alt det Usadlede i hans Natur ....

Der findes paa Saadanne Steder en ejendommelig
Forening af Forstand og fin, skarpsindig Fantasi. Man
føler her de samme Evner i Virksomhed, der i hans
selvstændige dramatiske Forsøg kun fik friere Spil.

Han kan nu og da med en Indbildningskraft, der
ligesom synes at hæve sig fra Forstaaelsen som
Svingbrædt, stemple en Personlighed eller forklare
den paa fantasirig Maade. Saaledes naar han om Sarah
Bernhardt siger:

Panden er næsten helt bedækket af et kastanjebrunt
Haar i tusind Krøller og Krusninger; men under denne
Lokkefylde skinner to Øjne af Staal, klare, kolde,
med en uhyggelig dæmonisk Ro. Man mindes uvilkaarligt
Hinduens Navn paa Maanen: Koldstraale.

Her er Skikkelsen malt med ét Ord. Fortolket er den,
naar det hedder:

Er det maaske ikke det dybeste Træk i Sarah Bernhardts
Kunst: hin underlige, bestandig fornyede Tanke
om Døden lurende paa Livet, der ligger bagved de
vekslende og dog ensartede Stemninger, hun fremkalder
og selv

G. Brandes: Samlede Skrifter. III.
9

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:11:16 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/3/0133.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free