Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Edvard Brandes (f. 1847)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130 Edvard
Brandes
drages hen i? Hendes sygelige Legeme og svage
Bryst synes saa skrøbeligt, saa let et Bytte for
Knokkelmanden, medens Sjælen blusser med den vildeste
Livskraft og kaster sig med feberagtig Energi over alt
Menneskeligt’ for ligesom at "gøre Livet længere ved
at gøre det indholdsrigere. Døden truer, saa gælder
det at leve helt ud i Minuttet. Er det ikke denne
Følelse, der gør hendes Kunst saa levende?
Interessen ved Edvard Brandes’ Skuespilkritik hviler
paa, at han ikke blot har paavist Sammenhængen mellem
det Oplevede og det Fremstille for Skuespillernes
Vedkommende, men har paavist en dybere Sammenhæng
mellem Literaturens Historie og Skuespilkunstens
Bevægelser, og da Literaturen atter er et Udtryk
for Livet, har givet et Billede af Vekselspillet og
Vekselforholdet mellem Liv og Kunst., Kunst og Kunst,
Kunst og Liv i det Store, idet vi ser, hvorledes
brede, tilsyneladende upersonlige Følelsesstrømninger
og Tankebølger i Forening med rent private og
personlige Hændelser bestemmer Skuespillerens som
Digterens Kunst, og atter hin gennem denne, samt
hvorledes Kunsten endelig gennem det lige mægtige og
folkelige Organ, som Teatret er, virker bestemmende
tilbage paa Livet.
Ikke sjældent karakteriserer han gennem Skuespilleren
tillige Drama og Digter. Saaledes fmdes i det følgende
Afsnit om Schram en træffende Beskrivelse ikke blot
af ham, men af Sangspillet Røverborgen og af den Art
Virkning, som Oehlenschlager tilsigtede med dette
ellers kun spottede Arbejd:
Ypperligt havde Schram her vidst at smelte det
Uhyggelige og det Komiske i den gamle Slyngels Angst
sammen: det var just den rette Galgenhumor . . . Det
er umuligt at glemme den Mine, hvormed Malcolm,
halvfjollet af Rædsel, fortalte om den gamle Lucas,
han havde set sidde paa Trappen med Hovedet under
Armen. Det var næsten moralsk at se, hvorledes Frygten
knugede hans Lemmer. Og saa, naar han havde drukket og
med fremstrakt Arm og blottet Kniv saa bleg som et Lig
forsikrede om sit Mod i et lydeligt: «Nu blusser jeg»,
og saa den hidalgomæssige Maade, paa hvilken han slog
sin Pjalt af en Kappe over Skuldren - man er ikke ofte
til saadan Fest i det kongelige Teater. Alle gamle
Æventyr om Røverborge stode lyslevende for Ens Øjne.
Og dog er her endnu alleslags Begynderfejl. Indtrykket
er forvirret og forfaisket ved Indblanding af
uvedkommende Navne: «Hans Maske var Shakespeare
værdig .... Rollen båres af den Spøgelsefrygt, vi
alle mindes fra Ingemanns Romaner*. Her burde være
Tale om Oehlenschlager og alene om ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
